Åbent brev til min datter: Lov mig, aldrig at lade andre sætte spørgsmålstegn ved din ret til at være dig selv

Svar til kronik af Camilla Plum, bragt i Politiken 16. sep. ’17: http://politiken.dk/debat/profiler/art6113229/Lov-mig-at-du-bruger-din-kvindelighed-som-en-positiv-faktor-i-alle-situationer-i-hele-dit-liv

Jeg er nok naiv, men jeg ønsker at mine datter skal vokse op i en verden, hvor det at være kvinde er lige så godt som at være mand.
Hvor det er være kvinde, ikke betyder at man skal være eller agere på en bestemt måde. Og lige sådan, om det at være mand.

Jeg advokerer ikke for den tanke, at mænd og kvinder er ens. Jeg tror fuldt og fast på, at vores fysik og hormoner, gør os forskellige på et generelt plan.
Det jeg til gengæld slet ikke kan holde ud, er når vi som samfund forsøger at mase alle kvinder ned i den samme rolle-kasse, alene fordi de er kvinder. Eller når alt det der betragtes som kvindeligt negligeres, underlønnes eller lige frem hånes og udskammes.

Jeg ønsker at min datter skal vokse op i en verden, hvor hun har ret og frihed til at være den hun er. Og hvor hun værdsættes for lige præcis dét, på lige fod med alle andre.

Første skridt må være at indrømme over for sig selv, at selv om hun er kvinde, betyder det ikke at hun skal leve sit liv efter en bestemt opskrift. Hun må gerne , og sandsynligheden for at hun gør det – lige som hendes mor før hende – er muligvis stor, men det må aldrig være en begrænsning for hende.

Hvis hun en dag må indse, at hun kun kan koncentrere sig om én ting af gangen, og derfor må holde tyggegummiet i ro imens hun går ned af trappen, for at undgå at snuble – så er hun stadig en rigtig kvinde.

Og hvis hun en dag forelsker sig i en mand, der faktisk hellere vil gå derhjemme og passe børnene, gøre rent og lave mad, end at gøre karriere i finanssektoren – så er han også stadig en rigtig mand.
Måske var han bare én af de mænd, der som dreng legede mor, far og børn med sine biler. Helt uden pres fra nogen. Lige som hendes storebror.

Jeg ønsker for begge mine børn, for hele deres generation, at de vokser op og hviler så meget i sig selv, at end ikke 60-årige bolle-bagningseksperter med stor livserfaring, er i stand til at så tvivl i deres sind om, at de er perfekte som de er – uanset hvilken version af mand eller kvinde det måtte være!

Til min datter vil jeg sige:

– Lov mig at sætte pris på, at der er forskel på mennesker.

– Lov mig ikke at være slave af dine fordomme. Mød dine medmennesker med et åbent sind. Du kan nok ikke lade være med at tænke dit, men giv dem chancen for at vise dig hvem de er, uden at være forudindtaget.

– Lov mig ikke at prøve at lave om på dem du elsker. Du elsker dem for dem de er, og hvis du har held med at ændre på dem, holder du måske også op med at elske dem. Og overvej så for øvrigt lige hvor nederen det ville være, hvis nogen prøvede at lave om på dig!

– Lov mig, at du ikke bruger tid på at bevise noget som helst, medmindre det er matematiske teorier og du synes at det er sjovt.

– Lov mig aldrig at lade andre sætter grænserne for hvad du kan.

– Lov mig også, at acceptere at du ikke er den bedste til alting. For det er du helt sikkert ikke.

– Lov mig at du vælger dine venskaber med omhu, og bruger din energi på de mennesker der gør dig glade, og ikke spilder tiden på pligt-forbindelser.
Vær ikke bange for at rydde op i menneskene i dit liv. Lad være at gemme på usunde forhold, uanset om det er venskaber, kærester eller familie.

– Lov mig, at du er total loyal over for dem du elsker. Behandl dem, som du ønsker de behandler dig.

– Lov mig, at beundre dine medmennesker for at turde være sig selv, og at støtte i retten til det, selv om du måske synes det virker lidt fjollet kun at gå i rødt tøj og glimmersko eller dække sit hår til i offentligheden.

– Lov mig ikke bare at feje det hen, hvis du bliver talt ned pga. dit køn. Du er kvinde, og det kan du være stolt af. Svar igen og stå op for dig selv. Og lad aldrig nogen fortælle dig, hvordan en kvinde skal være.

– Lov mig at huske, at grin og godt humør er vidundeligt – men du må omvendt ikke være bange for at græde. Og det er ok, at have en trist dag hvor det bare føles bedst at krølle sig sammen i blødt tøj, med varme drikke og chokolade. Bare det ikke tager overhånd, i så fald skal du love at bede om hjælp!

– Lov mig i det hele taget, ikke at være bange for at bede om hjælp. Der er ingen skam i, at have brug for andre mennesker. Tværtimod.

– Lov mig at turde tage imod et kompliment.

– Når det kommer til sex, så lov mig, aldrig at gøre noget, fordi (du tror) det forventes af dig. Du må altid sige nej, også når det er for sent.

– Lov mig til gengæld også, at du aldrig vil holde dig tilbage eller lægge bånd på dig selv, fordi du er bange for hvad andre tænker om dig.

– Lov mig, ikke at være bange for at tabe ansigt. Det er sårbart at møde andre mennesker med et åbent hjerte, men hvis de afviser dig, er det ikke fordi du ikke er god nok, men fordi I nok bare ikke var et match.

– Lov mig at forfølge dine drømme. Det kunne være mega sejt hvis du blev atomfysiker, for det blev hverken din mor eller mormor, selv om vi troede det skulle være sådan. Det kunne også være mega sejt hvis du blev folkeskolelærer, HR chef, elektriker, foredragsholder, hjemmehjælper, læge, designer, kok eller guldsmed. Eller sådan en med computere, som både din mor og mormor. Det er faktisk ikke så vigtigt, bare det er noget du trives med, for ellers blive dit arbejdsliv ulideligt.

– Lov mig at blive rigtig god til det du elsker. At spille fodbold, at bage boller, at tegne, en vild asiatisk kampsport, at lære sprog. Ikke for at kunne prale eller fordi det nødvendigvis er nyttigt, men fordi det giver glæde at være god til noget man synes er jeg sjovt!

– Lov mig aldrig, aldrig, aldrig at lade nogen bilde dig ind at du selv er skyld i at blive et offer. Uanset hvad man er offer for, er det gerningspersonen eller hændelsens skyld, og ikke din egen.

– Lov mig at tage ansvar for dit eget gode liv. Når det hele ser trist og håbløst ud, så vær ikke bange for at tage sage i egen hånd og gøre noget ved det.
– Lov mig, at du måler dig mod dig selv, ikke mod andre. Måske mod din mors forventninger ind imellem, men det er bare fordi du så er stensikker på succes!

– og lov mig at leve. Du har kun den her ene chance, og du har faktisk ikke noget at tabe!

De kærligste ønsker fra din mor.

P.S. Når du er færdig med at læse, gider du så ikke give brevet videre til din storebror? Jeg tror jeg vil sige det samme til ham…

 

Udgivet i Uncategorized

Pendlerlivet

Jeg havde aldrig troet jeg skulle flytte fra København, og jeg havde slet ikke troet at jeg ville ende som pendler.
Men skæbnen ville nu engang, at jeg fik job i Herlev samtidig med at vi rykkede fra Amager til Sorø.

Det er 5 måneder siden nu, og jeg er ved at affinde mig med situationen.

Jeg lagde ud med en “ren offentlig transport” løsning. På papiret tager det halvanden time – men da det også involverer 2 skift og en ret lang bustur, tager det ikke kun 1,5 time, men snarere 2. Ja, det var 2 timer hver vej. Nej, bare nej!

Så tilføjede jeg en cykel til ligningen, men det var stadig for langsomt og for ufleksibelt. Og meganederen i regnvejr! Nu står der så en cykel og samler støv ved Herlev st. Håber jeg da. Jeg burde få den hjem igen…

I stedet købte jeg en motorcykel. Jeg tager toget fra Sorø til Høje Taastrup, hvor det gule lyn står og venter på mig, og så finder vi sammen til Herlev. Det tager en god time, halvt af hver. Det er en fin undskyldning for at få lidt MC-tid. Og udrejsen er rigtig fin. Hjemrejsen, not so much. Det kan tage alt mellem 20 min. og 45 min. at køre fra Herlev til Høje Taastrup st. Toget til Sorø kører kun hver halve time, og det er altså praktisk talt umuligt at “ramme” et tog. Det giver frygtelig meget ventetid på Høje Taastrup st. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om hvor ofte togene er forsinkede…
Det kunne jeg muligvis vænne mig til. Hvis det da ikke var fordi at MC-sæsonen jo alligevel snart er slut.

Så nu er jeg faldet i bilfælden. Jeg synes faktisk det er irriterende, men der er bare ikke rigtig nogle gode argumenter for at lade være. Det er klart det billigste (!), det er det hurtigste – i hvert fald hvis jeg lader være med at køre mellem 8-9 og 15:30-16:30, og det er maks fleksibelt. Jeg kører når jeg er klar.

Men det er jo røvssygt at sidde 2 timer i en bil hver dag. Spild af liv, rent ud sagt. Troede jeg. Indtil jeg fandt på at høre lydbøger.

Jeg lagde ud med Maren Uthaugs “Hvor der er fugle”. Jeg lyver ikke, når jeg siger at jeg kom til at køre for langt en morgen, fordi jeg var så optaget af historien.
Da den var slut, startede på Jeannette Walls “Glasslottet”. Det var lige ved at ske igen i forgårs, og i går valgte jeg bilen frem for MC’en, udelukkende for at kunne historien færdig.

Nu er bilturen noget jeg ser frem til. Ikke pga. af turen, men fordi det er topnice at hører lydbøger. Jeg får sjældent læst bøger – det står ikke særlig højt på prioritetslisten i en travl børnefamilie – og det ærgrer mig faktisk. Jeg elsker gode bøger, og jeg savner at lade mig opsluge af gode historier. Lydbøger er selvfølgelig ikke helt det samme, som at læse ordene selv, men det er næsten lige så godt – og i hvert fald bedre end ingenting.
Måske bliver jeg træt af det i længden, men lige nu er lydbogspusterummet, der får mig frem på arbejde faktisk helt ok!

Udgivet i Mig-mig-mig Etiket: , , ,

Snegleangst – om en kureret fobi

Indtil kort efter Holgers ankomst, havde mine forældre et skønt lille sommerhus i Nordsjælland.
Da jeg var barn tilbragte vi alle weekender i sommerhalvåret deroppe, og hele sommerferien.
Det har aldrig været præget af luksus, men det kunne hvad det skulle og der manglede ingenting.
De første år af mit liv, var der imidlertid et eller anden problem med afløbene.
Det betød, at der kravlede vandsnegle op af dem – især om natten. Jeg var lille, så jeg husker sikkert ikke detaljerne rigtigt, men mit minde er, at der hver nat var en snegl eller fem rundt omkring på gulvene, særligt i entreen imellem badeværelset og køkkenet.

Jeg har aldrig trådt på en, men jeg ved at min mor gjorde det. I nattens mørke.

I børnehaven var jeg aldrig sådan en der synes det var spændede at lege med sneglene. Jeg kan huske, at jeg synes det var dødklamt, når de andre løftede dem op i huset, og lod dem sidde på deres hænder.

Når vi cyklede ture fra sommerhuset, kom vi tit igennem et lille skovområde, hvor stien – naturligt nok – ofte var betrådt af temmelig mange skovsnegle.
Jeg slingrede på stien for at undgå at køre på dem.

Jeg har aldrig brudt mig om at gøre på bare tæer i græsset i haven i sommerhuset. Og da slet ikke hvis det var lidt fugtigt i vejret.

Jeg har faktisk altid hadet af være ude i naturen, især i skoven. For jeg ville for alt i verden undgå de husløse snegle.

Jeg husker ikke hvornår det gik fra at være almindelig væmmelse, til en fobi.
Jeg husker ikke min første oplevelse af angsten, jeg husker den faktisk slet ikke fra konkrete episoder.
Bort set fra en bestemt hændelse – dén der endte med at være afgørende.

Underligt nok var der helle på Vejlø. Min lille ønskeø, hvor jeg år efter år sov i telt, tissede i naturen og boede udendørs uden problemer. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde aldrig nogensinde set en skovsnegl på Vejlø. Så jeg var tryg og sikker der.

Indtil en sommer, hvor jeg var taget med på forlejren sammen med en veninde og min søster.
Selv om vi var lidt sippede, og helst ikke ville have noget med edderkoppespind at gøre, gik det nu også fint. Indtil om aftenen.
Vi sad og hyggede med øl og løgnehistorier omkring et bord, alle sammen. Der var en flok lokale, stemningen var i top.

Men så opdagede jeg dem. 1, 2, 3, 4, 5, måske 10, sorte, slimede snegle der var kravlet op af den pressening der virkede som sidevæg på den del af Hesteskoen vi sad i. De var koncentreret om et område, men der var mange – og jeg var fuldstændig chokeret over at de var der. På Vejlø. Mit helle.

Jeg gik fuldstændig i panik. Jeg fik åndenød, voldsom hjertebanken og jeg tudbrølede hysterisk af afmagt og angst.
Jeg var ødelagt. Jeg kunne ikke holde ud af være på øen, nu de også var der.
Hvis de var dér, var de alle vegne.
Sikkert også i min sovepose i teltet. Jeg kunne kvæles bare ved tanken.

Jeg husker at jeg sad ude under åben himmel med min veninde der prøvede at trøste mig, at tale mig til ro. Imens var min søster i gang med at at fjerne sneglene.
For at gøre ondt værre, var de lokale – bonderøve – i gang med at slå sig selv på lårene at grin over hvor dumt det var at være bange for en skide snegl, hvad de selvfølgelig bralrede op om. Jeg kunne såmænd kun give dem ret, men for hver gang de råbte snegl, gibbede det i mig og min angst blev kickstartet forfra. Deres hån holdt mig fast i angsten i meget længere tid end episoden i sig selv.

På en eller anden måde lykkedes det, at få mig til at falde til ro. Det lykkedes sågar at distrahere mig så meget efterfølgende, at jeg kunne sove om natten.
Dagen efter skulle vi – heldigvis – hjem. Jeg tog ikke et skridt, uden at se mig grundigt om til alle sider inden, og selv da var jeg ikke tryg ved at sætte min fod ned.

Mine forældre havde tidligere snakket om terapi og behandling. Jeg havde affejet det. Det var for fjollet, jeg brød mig jo bare ikke så meget om snegle og natur. Jeg havde det fint i byen!
Men efter den oplevelse – og med udsigten til ikke længere at kunne komme på Vejlø pga. min vanvittige angst, overgav jeg mig.

Min far havde gemt navnet på en eller anden behandler der for nylig havde fået TV-tid og kureret en araknofob eller to, og de bookede en session hos ham, uden skelen til den absurd høje pris.

Jeg ankom en sommerdag. Han boede tæt ved kysten i et hus der næppe var billigt. Hans bil var heller ikke en Skoda, som jeg ankom i.
Jeg var skide bange. Ikke for ham. Ikke for at behandlingen ikke virkede. Men for at behandlingen virkede. Det er nok svært at forstå, hvis man ikke har prøvet at have en fobi selv. Men jeg var så angst for skovsneglene, at jeg var bange for ikke længere at være bange for dem!

Vi sad på hver vores side af hans skrivebord. Det var så film-klassisk et psykolog-kontor, at det havde været komisk, hvis ikke jeg havde været så bange. Han spurgte ind til min angst. Respektfuld, men også bestemt. Og terapien startede faktisk allerede, da han tvang mig til at tale om sneglene.

Næste skridt var at han google og fandt billeder af skovsnegle. Først nogle små, lidt mere diskrete. Så store og fuldfede. Det hele gik ud på, at jeg skulle blive i det. Blive ved med at kigge på billederne, selv om min krop gik direkte i “danger-danger-danger – løb for livet”-mode.
Når jeg turde, skulle jeg forsigtigt prøve at røre. Ja, røre ved billedet. Det lyder åndssvagt. Men det var så grænseoverskridende. Det var så svært. Men jeg gjorde det. Med en kæmpestor klump i halsen og rystende hænder, men jeg gjorde det.

Jeg husker ikke om der gik en halv time eller en time på den måde.
Men i hvert fald sagde han så, at han var kommet til at dobbeltbooke, og han derfor havde en meget vigtig telefonsamtale. Men jeg kunne bare vente i hans have, så ville vi fortsætte bagefter. Det ville ikke tage mere en 10 min.
Jeg åd den råt. Det var solskinsvejr, og jeg fattede ingen mistanke.

Jeg blev sendt ud på en stor græsplæne.
Han forsvandt om til sit brændeskur, og kom tilbage med først én – rimelig lille, spættet snegl – og derefter er virkelig stor sort snegl. Seriøst, han bar den på sin underarm, og de var lige lange, sneglen og underarmen, og hans underarm var altså helt almindelig…

Jeg væmmedes, og trak væk.
Det var fint nok, sagde han. Han ville bare lige sætte dem herovre, og så synes han at vi skulle give dem navne. Jeg var genert og måske lidt forvirret, så han døbte den lille snegl Anna og den store Karl-Åge.
Jeg stod 3-4 meter fra sneglene da han efterlod mig for at “foretage et vigtigt opkald”.

Først ventede jeg bare. Jeg kunne jo ikke gøre så meget andet, i en fremmed mands have.
Jeg ved ikke hvor længe. Men der gik nok mere end 10 minutter. Det var kedeligt bare at vente, og jeg overvejede bare at gå. Men hvad så med betaling – for virkelig lousy terapi? Og så blev jeg alligevel nysgerrig.
Så jeg nærmede mig langsomt sneglene.
Jeg havde lige lært, at det gjaldt om at blive i frygten. At acceptere den, i stedet for at flygte fra den. Så skridt for skridt nærmede jeg mig. Standsede op, trak vejret dybt, faldt til ro og tog det næste skridt.
På et eller andet tidspunkt var der ikke flere skridt at tage. I stedet bøjede jeg mig langsomt ned mod sneglene.

Fordelen ved snegle er jo, at selv om de bevæger sig, så stikker de jo ikke lige frem af, springer væk eller lignende.
Så jeg var hele tiden tryg ved, at jeg kunne vende om hvis det blev for meget.
Men det gjorde det ikke.

Da han kom tilbage – der var vel en times tid – var vi blevet venner, mig og Anna og Karl-Åge.
Jeg sad i græsset ved siden af dem og flyttede rundt på dem med pinde og blade, imens jeg sludrede med dem om vind og vejr.

Han roste mig. Først bagefter forstod jeg, at det hele selvfølgelig var meningen. At han for helvede ikke havde noget vigtigt telefonmøde. At han hjulpet mig til at kurerer mig selv.

Men jeg slap ikke, før jeg havde rørt ved sneglene. Jeg rørte dem forsigtigt, og modstod trangen til at hive fingeren til mig.
Men det var ikke nok, de skulle også sidde på mig.

Han forklarede, at selv om det nok ikke hørte under normal adfærd sammen med skovsnegle, så var det vigtigt at jeg tog det skridtet videre, for at slippe helt af med angsten. I fremtiden behøvede jeg ikke kunne kæle med dem eller sidde med dem på hånden, men der skulle lægges en god bund.
Det gav mening, men jeg kunne simpelthen ikke have dem på hænderne – det var FOR ulækkert.
Han accepterede, og vi fandt et kompromis: fødderne.

Jeg turde ikke løfte dem selv, så han satte først Anna, så hun mest lå i græsset men også lige lidt over min storetå.
Jeg ville helst være løbet skrigende væk, men jeg vidste jo godt at jeg var nødt til at blive i det.
Karl-Åge kom helt op på min fodfod og ligge. Og sjovt nok skete der ingen ting. Det gjorde ikke ondt, jeg gik ikke i stykker, jeg kunne dårligt nok mærke ham – blot se at jeg sad med en skovsnegl på foden. Noget jeg formentlig ville have fået hjertestop af skræk af, få timer tidligere. Uden overdrivelse!

Jeg gik jævnligt en tur i mine forældres sommerhus-have den sommer. Især når det var fugtigt. For jeg havde lovet psykologen at holde det ved lige. Jævnligt eksponere mig selv for sneglene, i hvert fald den første tid.

Jeg tog et par billeder af Anna og Karl-Åge. Men mobilkameraer var ikke hvad de er i dag, så det er ikke de bedste billeder.
Men jeg gemmer dem til evig tid. For de vil altid minde mig om hvordan min hjerne blev repareret.

I dag har jeg et helt almindelig forhold til hus-løse snegle.
Jeg har dem ikke på fødderne, og jeg kæler ikke med dem. Jeg synes de er mega klamme.
Men jeg hakker uden at blinke en dræbersnegl i to med en lille skovl. Og selv om jeg helst ikke vil cykle på dem, giver det mig ikke hjertebanken at køre ad småstier fulde at skovsnegle.
Jeg får ikke åndenød når jeg møder dem, i værste fald for jeg hævnlyst – men for det meste er jeg bare lige glad!

Bonus! Jeg lærte en teknik den dag i Rungsted, eller hvor fanden det nu var. En teknik der har betydet, at den type irrationel angst ikke længere findes i mit liv. Jeg brød mig ikke om edderkopper før. Det var ikke fobisk, men de gjorde mig utilpas. Efter snegleterapien, er jeg blevet ligeglad. De er klamme, og de kan godt hyle mig ud af den – men jeg bliver i det og sendere angsten ad helvedes til.
Når jeg en mørk nat pludselig høre en mærkelig lyd, og min hjerne stikker af i alle mulige skrækscenerarier, gør jeg det samme. Stopper op, lytter og trækker vejret dybt, indtil angsten er blevet til almindeligt, ligegyldigt ubehag.

Det var dyrt, men det var hver en krone værd. Uden tvivl!

Udgivet i Mig-mig-mig Etiket: , , , , , ,

Glade æg

Jeg har høns i haven.

Pt. er de under indkøring, så deres boligforhold er altså ikke noget at råbe hurra for. Det er sgu lidt bur-agtigt. Forstå mig ret, de har det nok bedre end 99% af industriens høns, for de kan stå på en plet græs uden at røre en anden høne – men efter min målestok skal der selvfølgelig mere til at kalde dem glade, frie høns.
Når de er faldet ordentlig til, skal de slippes fri i haven. Hele haven.

De skal spise økologisk korn – takket være Lone Landmand får de ikke kraftfoder med alt mulig stads i, men blot korn.

Mindst en gang om dagen, får de en sending af vores madrester.  Vi er kun ved at lære hvad de godt kan lide, og hvad de helst er fri for. Jeg troede ikke høns var så kritiske, men de gider i hvert fald ikke spise løg. Eller jordbær. Eller dårlige avocadoer.

Og så er det deres opgave at forsvare haven mod dræbersnegle. Og skvalderkål.

Dræbersneglene har jeg lært dem at elske.
Den første de fik serveret, gloede de bare åndssvagt på.
Den næste var hugget i to halve, og vakte helt anderledes begejstring hos hønsedamerne.
Den næste håndfuld blev derfor også leveret i overhakket tilstand, og er ikke siden set, hvorfor de formodes at være blevet spist.
En dag havde Holger besøg af et par venner, og da aftenen faldt på fandt de en dræbersnegl. Det blev dagens projekt at indfange den og aflevere den til hønsene. Til stor glæde for alle på matriklen, kastede hønsene sig entusiastisk over den hele, levende snegl.
Siden har de fået nogle stykker (vi har faktisk ikke så mange…) – og jeg ser med stolthed til, når de 5 madammer nærmest slås om byttet, med så stor iver at det flyver med indvolde. Bogstavelig talt.

Hvis man var meget fantatisk i forhold til dyrevelfærd, kunne man måske finde på at forsvare sneglene. Men min historie med dem, er så vanvittig, at jeg finder det svært tilfredsstillende at give igen sådan. Det er selvfølgelig ikke den enkelte snegls skyld, at min hjerne lavede ballade – men de er så fede og ulækre, at jeg ikke engang skammer mig over at nyde deres endeligt.

Nå, men det der egentlig var min pointe, var, at jeg derfor spiser æg. Med stor vellyst endda. Mine egne høns’ æg, selvsagt.
For jeg ved hvor de kommer fra, jeg ved hvad de er blevet til af og jeg ved at ingen lider for at jeg får mad på bordet.
Altså med undtagelse af sneglene selvfølgelig.

Udgivet i Wannabe veganer

Menneskehad

Jeg forvildede mig ind i kommentarersporet på et svært racistisk opslag på Facebook i går.
Jeg plejer ellers at holde mig langt væk, for jeg bliver så ked af det.

Jeg fortrød også hurtigt, men da var det for sent.

Der var udbredt enighed om, at alle muslimer var onde, uduelige nasserøve der ødelægger vores vidunderlige samfund. At det bare ville være toppen af poppen og få ryddet op i befolkningen, at få smidt alle de “beskidte sataner” ud af landet.
Shit, en flæskestegsfest vi så skulle have…

Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, hvordan man kan være SÅ snæversynet.

Jeg forstår ikke, hvordan det er gået til, at SÅ mange danskere har oparbejdet så irrationelt og ubegrundet et had.
Jeg forstår ikke, hvordan det er blevet socialt acceptabelt at true, svine til og

Jeg forstår ikke, hvorfor det der i mine øjne er ganske almindelige mennesker, der tilfældigvis har en lidt anden hudtone end min fesen-blege, og en anden øjenfarve end mine grå-blå – men med de samme sorger, glæder, parforholdsproblemer, diskussioner med børnene, diskussioner om børnene, lyster, skrække – hvordan de i andre (helt almindelige, men lige så blege) menneskers øjne kan være djævlen selv, alene i fordi de har en anden fysisk fremtoning.

For let’s face it. Muslim-haderne er jo rasende ligeglade med hvorvidt “muslimerne” er muslimer, buddhister, mormoner eller ateister. Det vigtige er, at de ser anderledes ud, og derfor er det hele deres skyld.
De råber op om sharia, undertrykkelse af kvinder og terror – men de skelner jo netop ikke mellem de få fanatikere og den brede, almene befolkning. Tvært imod. Er du ikke bleg, er du ond!

Jeg gør hvad jeg kan for at huske på, at der i de fleste tilfælde står stakkels mennesker bag hadet. At de der hader, nok ikke er blevet mødt af særlig meget kærlighed og forståelse tidligere i livet. At de er oprigtigt bange. At den mistillid verden har budt dem, er dén de sender videre.
Men jeg forstår det stadig ikke.

Jeg forstår ikke trangen til at finde en – åbenlyst uskyldig – syndebuk. Jeg forstår ikke, at man kan glemme sin menneskelighed på så højt et niveau, at man virkelig hader en hel race.
At man virkelig kan tro på, at mørke mennesker per defintion vil lysere mennesker noget skidt.

Eller for den sags skyld, at man kan tro på at det er deres skyld at man selv har det ad helvedes til. At man kan tro på, at de stjæler ens ret til hjælp, arbejde, øl og flæskesteg. At man kan tro på, at verden (Danmark) ville være et federe sted, uden en bestemt hudfarve repræsenteret.

Jeg forstår det bare ikke.

Måske er det fordi jeg faktisk slet ikke er så vild med flæskesteg?

Udgivet i Jeg kom til at mene noget Etiket: ,

Holgers fødsel – dag 3

Læs om mit fødselsforspil her
Og Holgers fødsels – dag 1
Samt Holgers fødsel – dag 2

Torsdag d. 27. juni 2017, 42+3

Efter flere timers smertehelvede med presseveer jeg ikke måtte følge, blev jordemoder og læge til sidst enige om at nu skulle det være. Babyen var ikke langt nok nede til at de kunne hjælpe ham ud med sugekop, men jeg kunne jo presse ham derned. Heldigvis havde jeg hverken overskud eller tid til at sætte store spørgsmålstegn ved deres beskeder, for ellers var filmen knækket der. I 3 timer havde jeg ikke fået lov at presse fordi babyen ikke var langt nok nede, og nu stod de og sagde at jeg jo bare kunne presse ham ned alligevel? Og logikken havde jo været at det ville være for hårdt at presse ham hele vejen – nu skulle jeg presse ham hele vejen efter3 timers smerte og vekamp.

Ikke desto mindre fik jeg lov at presse. Men jeg fik kun en time til at få ham ud selv, mere mente de ikke at han kunne tåle. I mit fødselsforløb står der at presseveerne startede 05:15 – det gjorde de bestemt ikke, men da fik jeg lov til at presse!

Jeg startede med at presse på fødestolen. Det tog et par forsøg med jordemoderen hjælp at forstå hvornår, hvor længe, hvordan jeg skulle presse. Desværre blev det så kun til et par veer i stolen, før den lilles hjertelyd dykkede, og så måtte jeg ikke sidde dernede mere, men skulle op i sengen på siden. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne under omstændighederne for at få lov at blive i stolen, men jordemoderen var ikke til at hugge eller stikke i. Så jeg måtte op i sengen igen – og igen minde jordemoderen om drop og ledninger. Det var utrolig svært at presse på siden. For hver ve skulle jeg gribe i mit venstre ben, trække det op og presse. Men jeg kunne ikke selv løfte benet, så jeg måtte have hjælp af jordemoderen og min mand. Og selv når de havde ”givet” mig mit ben, var det slet ikke lige så nem at stemme imod, som det havde været på fødestolen. Det lykkedes at få fat i teknikken i den stilling også, men jordemoderen syntes ikke det var godt nok, og mente helt bestemt at jeg ville få det bedste ud af at komme om på ryggen, halvt siddende op af ryglænet. Jeg prøvede igen at komme uden om, for jeg ville jo for alt i verden ikke om på ryggen, men jordemoderen insisterede, og om på ryggen på jeg. Lige som på siden skulle jeg så ved hver presseve løfte benene og bruge trækket i dem til at stå imod med. Men jeg kunne slet ikke løfte begge ben selv, så jeg måtte hver gang bede jordemoderen og min mand hjælpe mig. Det besværliggjorde unægteligt det at presse at det skulle være med hele tiden. Jordemoderen guidede mit tryk med fingrede, og trådte virkelig i karakter da det gjaldt om at få mig til at finde kræfter frem jeg ikke troede jeg havde. Hun var det bedste heppekor jeg kunne have ønsket mig, og jeg var dybt afhængig af at hun holdt mig til ilden.

Så meget desto mere vanvittigt var det, da hun pludselig stod i den anden ende af lokalet for at opdatere journalen midt i mine presseveer! Jeg skreg som en vanvittig, og gjorde det meget klart for hende at hun ikke skulle så meget som overveje at gå sådan fra mig igen!

Jeg pressede og pressede, men der var jo langt, og tiden arbejdede imod mig. Efter en times presse måtte jordemoderen true mig med at nu var hun altså nødt til at tilkalde én med en sugekop, hvis jeg ikke snart fik det overstået. Jeg panikkede, for sugekoppen var min allerstørste skræk, jeg har hørt så mange historier om, at kvinder ikke kan genkende deres egne underliv når babyerne er taget med kop. Jeg kæmpede med alle kræfter for at slippe for koppen, men jeg kunne ikke få ham ud på så kort tid, og pludselig var stuen fuld af mennesker – læger, afdelingsjordemoderen og hvem de nu alle sammen var.

Jeg tiggede og bad om at blive fri for koppen, men der var ikke længere nogen der lyttede til mig. Sengen blev lagt helt ned, og det blev skruet gynækolog-stigbøjler på siderne hvor mine ben skulle op i. Jeg hylede og tudede mig gennem veerne imens hvad der føltes som tusind mennesker arbejdede hektisk omkring. Sengen skulle køres op i arbejdshøjde, hvilket resulterede i at min mand råbte stop og pas på øjeblikket inden det knaste og bragede lige bag mit hoved da sengen ramlede ind i alle instrumenterne på væggen.
Det var ret utjekket, men meget sigende for stemningen på stuen!

Det tog langt tid at få koppen på. Sikkert ikke lang tid målt i minutter. Men det gjorde vanvittigt ondt. Kombinationen af heftige presseveer der skulle undertrykkes, en svært ubehagelig position og en læge der vel nok havde begge hele arme oppe i mig og rode…

De prøvede først med en blød kop. Men efter megen besvær med at at få den på, kom den hurtigt af igen og de startede forfra med den faste.

Jeg husker ikke hvor lang tid det tog da koppen endelig var på. Jeg pressede, og det rev.
Da hovedet var født, blev koppen lynhurtigt fjernet og jordemoderen førte min hænder ned, så jeg ved næste presseve selv kunne tage imod mit barn.
Jeg forstod det dårligt nok da hun bad mig om det, men det var et stort ønske. Der var meget hun ikke var god til, jordemoderen, men jeg er hende evigt taknemmelig for den gestus. Set i bakspejlet tror jeg at det har betydet virkelig meget for min overordnede oplevelse af det at føde. At jeg selv fik lov at tage imod og – med jordemoderens hjælp – løfte ham op til mig.
Det gav mig et sidste skud kontrol i en situation hvor jeg ellers havde mistet alt, og det var vidunderligt at gøre.

Klokken 6:39 – næsten nøjagtigt 36 timer efter vandet blev taget – kom mit første barn til verden. Rådhåret, skrigende, 3950 g og 54 cm. Perfekt!

Han fik ikke lov at ligge længe hos mig, for han skulle vejes og måles. Han skreg, sked lidt på gulvet og alt var helt som det skulle være. Der faldt ro på alle de tilstedeværende igen. Alt var endt som det skulle, trods den lange vej dertil – og jeg slap for det forbaskede kejsersnit.

Jeg takkede nej til at få ham tilbage på brystet og sendte ham over til faren i stedet.
Mit fokus var på mit underliv, for jeg var panisk angst for hvordan det stod til oven på den levering. Jeg havde dog overskud til at bede én af de tilstedeværende om at tage et billede af far og søn. Jeg ved ikke hvad de skulle have gjort på den fødestue uden mit overblik!

Midt i det hele var der vagtskifte. Min sidste jordemoder gav mig en kæmpekrammer og ønskede os alt det bedste.
Jeg tror stadig at det også var en lidt overvældende omgang for hende. Lægen forsvandt og der endte med at være to jordemødre til stede. Én til at reparere mig og en der tussede rundt og ordnede gud-ved-hvad. Stemningen på stuen var afslappet, lige frem hyggelig.

På et eller andet tidspunkt kom moderkagen – hjulpet lidt på vej af jordemoderens tryk. De faldt helt i svime over hvor flot den var, og jeg fik selv lov at se at den var i bedste tilstand og på ingen måde i forfald (= der var INGEN grund til den igangsættelse).
Jordemoderen spurgte mig om jeg ikke alligevel ville have en sprøjte syntocenin – som jeg ellers havde ønsket mig fri for, for nu at være på den sikre side over på den kaotiske fødsel, og jeg takkede ja. Jeg havde ærlig talt ikke så meget tiltro til at min krop gjorde arbejde selv nu, efter 36 timer uden kontrol. Jeg blødte (derfor?) så godt som ingenting.
Der var lidt palaver omkring mit ønske om at baby ikke skulle have en indsprøjtning med K-vitamin. Det havde de åbenbart ikke lige prøvet før, men jeg kunne jo heldigvis huske at babyen bare skulle have indholdet af to sprøjter i munden i stedet – og det fik han så.

Jeg udtrykte min bekymring for mit underliv til jordemoderen, og hun beroligede mig og sagde at det slet, slet ikke var så slemt. Nogle smårifter og så var jeg sprækket nogle centimeter.
Hun har måske nok beroliget mig mere end hvad virkeligheden egentlig var – for da min læge tilså mig en måneds tid efter udbrød at jeg jo også næsten var sprækket hele vejen. Men i øjeblikket gjorde jordemoderen det eneste rigtige, hun lappede mig sammen, lod mig se resultatet og talte mig igennem det hele. Det krævede lidt bedøvelse at sy de små flænger – fødselstrykket var nok lettet der – men jeg havde en meget positiv oplevelse af den første tid efter fødslen herunder syningen.

Da jeg var lappet færdig, blev jeg hjulpet over på den store seng sammen med mand og nyfødt. Jeg skulle nedtrappes på alle mine drop, så jeg var stadig temmelig bundet – men da vi lå der, tæt sammen alle tre var alle lidelserne glemt og lykken var helt i top. Vi blev ret hurtigt enige om at det var en lille Holger. Vi havde haft navnet på førstepladsen længe, og med historien om epidurallæge var der ikke længere nogen tvivl. Vores lille (store …) rødhårede Holger. Han var vind og skæv af koppen og temmelig opsvulmet af den lange, hårde medfart – men han var glad, tilfreds og helt perfekt.
Vi fik serveret morgenmad, og på et eller andet tidspunkt blev jeg endelig befriet for alle min drop – og senere blev vi så rykket videre til barselshotellet. Vi fik al den tid vi havde brug for på fødestuen, og til trods for travlheden to dage før mærkede vi overhovedet ikke nogen der havde travlt med at få os videre. Måske havde de, men så skjulte de det rigtig, rigtig godt.

Udgivet i Graviditet og fødsel Etiket: , , , , ,

Holgers fødsel – dag 2

Læs om mit fødselsforspil her
Og Holgers fødsels – dag 1

Onsdag d. 26. juni 2017, 42+2

Lidt over 7 kom dagens første jordemoder – Christina. Hun kørte igen en ctg, og så blev det endelig tid til ve-drop: 7:45 var vi for alvor i gang. Jeg lå tøjret til sengen. I venstre hånd havde jeg venflon med ve-droppet. Om maven havde jeg et ve-bånd der mod højre var forbundet til en computer. Den lille have fået en elektrode i hovedet, hvorfra der gik en ledning som var klistret fast til mit højre inderlår og derfra gik videre op til samme computer. Det var en større logistisk udfordring hver gang jeg skulle flyttes. Det var åbenlyst selv for mig, at jeg godt kunne skyde en hvid pil efter det badekar. Min fødsel ville blive på land fra start til slut!

Ve-droppet virkede ret hurtigt, og der blev løbende skruet op for dosis så vi kunne få gang i den fødsel. I starten lå jeg i sengen og tog det rimelig roligt. Jordemoderen sludrede lidt med mig imens hun sad og strikkede i en lænestol, og ind imellem forsvandt for en tid. Hun sagde på et tidspunkt at hun altså ikke gik fordi hun havde travlt med alle mulige andre, men fordi hun ville give  os lidt tid i fred, og det var jeg ret imponeret over at hun fornemmede jeg gerne ville have.

Veerne tog til, og efter et nogle timer var der virkelig gang i dem. Jeg sad igen på bolden, og følte at jeg arbejdede godt med veerne. Jeg brugte alle de tricks jeg havde lært til yoga, jeg rullede i bækkenet, jeg trak vejret dybt og pustede længe ud for at slappe af og da det spidsede til satte jeg lyd på for bedre at kunne følge med. Det gjorde nas, men jeg var i det og troede på det. Jordemoderen lagde at par akupunkturnåle over kønsbenet og i hver hånd – vi kunne jo lige så godt tage toppen af smerterne. Jeg tror ikke jeg oplevede nogen virkning, men på det tidspunkt tog veerne hurtigt til, så jeg ved jo sådan set ikke hvordan det havde været uden. Jeg havde 5 veer på 10 minutter, af ca. 1 minuts varighed og jeg havde lukket ret meget af for verden udenfor.

Men så skete der lige pludselig noget. Jeg gætter på, at det var da droppet blevet skruet op på maks – på 120 ml – i så fald ved det omkring 20 min. over 11. Smerterne tog simpelthen overhånd. Fra at sætte lyd på min vejrtrækning, kunne jeg lige pludselig ikke andet end at skrige mig gennem hver eneste ve. Jeg prøvede og prøvede at holde mig i ro, men det gjorde så ondt, at hele min krop spændte imod lige meget hvor meget jeg prøvede at slappe af og trille rundt. Jeg tabte al kontakt med omverdenen og koncentrerede mig bare om at komme igennem 1 minuts smertehelvede så jeg kunne trække vejret i 1 minuts pause. Jeg har ikke selv nogen fornemmelse af hvor lang tid det stod sådan til. Men lidt over middag blev jeg kommanderet op på sengen igen, så jordemoder kunne tjekke status. Det var fuldstændig ulideligt at ligge der. Og det var endnu mere ulideligt, da hun insisterede på at have fingrene oppe og mærke trykket fra baby under en ve. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage og hylede bare hele vejen igennem. Men det var intet imod hvor ulideligt det var, da hun med beklagelse måtte meddele mig at der stort set ingenting var sket, jeg havde nærmest overhovedet ikke åbnet mig trods 4,5 time med regelmæssige veer. Jeg var langt væk i smerter, men jeg forstod godt beskeden, og så kunne jeg slet ikke rumme veerne længere. Jeg opgav helt at arbejde med dem, da jeg først fik at vide at de alligevel intet gjorde andet end at gøre ubeskriveligt ondt.

Jordemoderen var selvfølgelig heller ikke glad ved situationen. Hverken min smertestyrke eller det faktum at der ingenting skete. Jeg var nede på bolden igen, og jeg husker at hun sagde noget med at vi var nødt til at gøre et eller andet og min mand spurgte hvad hun mente, imens jeg bare sad og drømte om at de for helvede bare ville få det her overstået med et kejsersnit. Hun gik ud for at spørge nogle kolleger til råds, min mand fulgte efter og kom kort efter tilbage og sagde: ”Epidural?” til mig. Jeg ville have sagt ja til en kugle for panden i det øjeblik, bare der skete noget andet end de smerter. Min mand rendte ud for at give jordemoderen mit svar, og kort efter kom hun ind til mig. Hun sagde at hun regnede med at jeg havde læst fordele og ulemper ved en epidural og jeg bekræftede at det havde jeg desværre. Jeg er hende stadig taknemmelig for at hun dertil svarede, at hun ikke mente der var nogen ulemper ved det i min situation, i forhold til fordelene selvfølgelig. Kl. 12:36 tilkaldte hun en anæstesilæge, og lige der gik det op for mig, hvor mange jeg egentlig havde hørt om som havde måtte vente længe på epiduralen efter beslutningen var taget, fordi anæstesilægerne jo tager akutte opgaver først, og så gik jeg nærmest i panik. Jordemoderen sendte mig ud at tisse, fordi det nok kunne blive svært at klare selv efter epiduralen, jeg vaklede derud med mit drop-stativ og alle mine ledninger og jeg skreg mig igennem et par veer. Da jeg kom ud fra toilettet stod min redningsmand allerede klar, sølle 10 min. efter at han var blevet tilkaldt og jeg så lys forenden af tunnelen.

Jeg opfangede det ikke i mit smertehelvede, men min mand fortalte mig bagefter at den svenske anæstesilæge hed Holger.

Jeg blev beordret op på sengen med benene ud over kanten. Og så skulle jeg sidde helt, helt stille – også selv om der kom en ve. Jeg nåede at tænke ”Det klarer jeg da aldrig”, inden jordemoderen beroligende sagde at det ville ikke være noget problem for mig, for jeg var meget rolig under veerne. Jeg kom op på sengen, lægen guidede mig til at skyde ryg på den rigtige måde og jordemoderen sagde at jeg skulle sige til når der kom en ve. Jeg opfattede at jordemoder og læge snakkede om et eller andet med at de havde fået nogle nye epiduralpakker, og læge syntes de var åndssvage men at de jo var tvunget til at teste dem. Han bedøvede mig, og så kom det store øjeblik hvor jeg skulle sidde stille så han kunne føre kateteret ind i min rygmarv uden skader. Han stak , jeg sad stille – og så måtte han hive nåle-dimsen ud igen, fordi den funktion der skulle skubbe kateteren ind ikke virkede. Han kylede nålen ud, og jeg måtte sidde underligt sammenkrøllet og skrige af mine veer og vente imens jordemoderen rendte ud efter en ny epiduralpakke. Hun kom tilbage og havde åbenbar fundet en gammel, og så lykkedes det altså at få det hele på plads i min ryg. Jeg fik tapet et lille rør og en dosis blokade fast på brystet og så skulle jeg ned at ligge på ryggen imens dopen fordelte sig i min krop.

Jordemoderen gav mig en tidsfrist på 3 timer. Hvis jeg ikke havde åbnet mig 4 cm – til aktiv fødsel – til den tid, så troede hun ikke på at jeg nogensinde ville gøre det, og så måtte babyen ud med kejsersnit.

20 min. senere var alle mine lidelser glemt, og jeg var i højt humør. Jeg ringede til min mor for at give en opdatering, og pludrede i lang tid om alt muligt. Jeg nåede sågar at ligge og tænke, at jeg måske også bare havde været lidt sart, for så ondt kunne det jo heller ikke have gjort med de sølle veer! Epiduralen var uden tvivl den helt rigtige beslutning, og jeg er lykkelig for at den var til rådighed i min situation.

2 timer senere blev jordemoderen alligevel enig med sig selv om, at  hun hellere lige måtte tjekke hvordan det stod til inden vagtskiftet kl. 15. Hun fortalte at hun og alle kollegerne at krydset fingre for mig i frokoststuen. Og glæden var stor hos os alle, da hun kunne konstatere at epiduralen ikke alene havde taget mine smerter, men også havde givet min krop ro til at udføre det arbejde jeg skulle og 14:35 blev jeg erklæret i aktiv fødsel.

Lidt over 15 mødte vi den næste jordemoder, Sarah. Hun fik den nemme vagt med mig, for i alle 8 timer var jeg smertelindret af epiduralen og jeg åbnede mig stille og roligt. Det gik ikke lige frem stærkt, men det gik frem ad i et helt almindeligt første-fødselstempo så vi ventede faktisk bare.

Ind imellem skruede hun lidt på ve-droppet, og når jeg syntes det begyndte trykke lidt, fik jeg et nyt skud epiduralblokade og sådan gik de næste 8 timer faktisk. Jeg småblundede flere gange, fordi epiduralen var så effektiv at den tillod mig at hvile, og det var så skønt. Jeg lå i sengen, var nede på bolden, oppe på alle 4 – Sarah guidede mig lidt rundt alt efter hvordan hun kunne se at baby trykkede sig ned af. Jordemoderen var god til at holde styr på alle mine snore, ledninger og hvad jeg nu var koblet op til – særligt at vende fra ryggen til alle fire var lidt af en udfordring i forhold til ikke at slå knude på højre og venstre. Vi fik også snakket lidt om hvordan jeg gerne ville føde, og jeg sagde at jeg gerne ville prøve fødestolen men i øvrigt var åben for det meste; jeg ville bare for alt i verden ikke ende på ryggen i sengen, og det bakkede Sarah helt op om.

18:45 ramte jeg de 24 timer siden vandafgang, og derfor skulle jeg have penicillin – bare for en sikkerhedsskyld. Senere på aftenen fik jeg lidt feber, og den første slags penicillin blev erstattet af en anden. Heldigvis var det jo nemt at hælde i mig, da jeg havde drop i hånden.

Lige inden Sarahs vagt sluttede var jeg 8-9 cm åben og veerne var begyndt at rykke nedad – det trykkede godt i bækkenet – og hun var så sikker på at det var lige oppe over, at hun gjorde føde-bordet klar med diverse redskaber. 10 min før hendes vagt var forbi sad jeg på bolden og fik en ve som bed godt og som bare ikke stoppede. Den var reelt lang, men smerten blev ved selv efter at veen var forsvundet fra strimmelen. Smerten fortsatte faktisk i mere end en time.

Sarah ville ikke give mig mere epidural, fordi hun faktisk troede at det var ved at være oppe over med at skulle presse – og så var det spild af narko. Så hun lod det være op til næste jordemoder at vurdere situationen og evt. smertelindre mig yderligere.

Lidt over 23 ankom Maria, nattevagtsjordemoderen. Hvor Sarah bare havde givet mig mere epidural-dope når jeg bad om det, havde Maria en helt anderledes tilgang til tingene. Om hun var nybegynder eller det bare var den måde hun gjorde tingene på, vides ikke. Min teori er, at hun  ikke havde den store erfaring med besværlige fødsler. I hvert fald ville Maria først tjekke status. Og så ville hun spørge en læge hvad smerten kunne skyldes. Og tjekke status. Og min temperatur. Og tømme min blære. Og og og, før hun endelig overgav sig og gav mig et nyt skud blokade. På det tidspunkt havde jeg kæmpet med den konstante ve-smerte i over en time, og jeg var træt i hele kroppen af at prøve at slappe af selv om det gjorde ondt uafbrudt. Vi fik aldrig opklaret hvad smerten skyldtes, men epiduralen tog den heldigvis.

Der opstod lidt panik da status et par timer efter sidste tjek var uændret, at jeg stort set ikke havde åbnet mig mere, og stadig lige manglede det sidste. Igen skulle lægen tilkaldes for at hjælpe med at vurdere. Jordemoder og læge var enige om at give mig ”en chance til”, men at vi skulle revurdere situationen en times tid efter, og hvis jeg stadig ikke var fuldt åben spøgte kejsersnittet igen i baggrunden. Jordemoderen kommanderede mig igen om på alle 4, men denne gang måtte jeg selv huske på at få viklet arme og ben den rigtige vej rundt om hinanden for ikke at binde knuder på mig selv. Det var svært at hænge der, for jeg var så træt at mine øjne hele tiden gled i, og jeg havde svært ved at holde balancen.

Efter en halv times tid i stillingen, anmodede jeg om at vende mig rundt så jeg kunne hvile lidt inden pressefasen, og jordemoderen syntes det lød ok. Men så snart jeg var blevet vendt om på siden gik det galt. Pludselig kunne jeg mærke, at det der bare havde været en irriterende trykken imens jeg stod på knæ, i virkeligheden var rimelige smertefulde veer der i den grad gav mig lyst til at presse. Jeg prøvede alligevel at hvile lidt, men det var håbløst.

I stedet kom jeg ned på bolden, men det var ikke nemt, for jordemoder lod til at have glemt alt om drop og ledninger som skulle uden om sengen, så det måtte jeg huske hende på. Presseveerne tog ret hurtigt til i styrke, og jeg prøvede flere gange at sige at nu havde jeg altså presseveer. Det tog jordemoderen dog ikke den store notits af, det virkede lidt som om hun ikke helt hoppede på at det var tilfældet. Hver halve time tjekkede jordemoder status, og hver gang ringede hun til læge og spurgte om denne ville mærke med. Det ville lægen imidlertid aldrig. Jeg husker ikke hvad tid, men gætter på at det var omkring 2-tiden, at jordemoderen endelig konstaterede at jeg nu var fuldt åbent, men det gjorde heller ikke den store forskel. For baby var ikke langt nok nede, så jeg måtte stadig ikke presse. Det ville jeg ellers virkelig gerne, men meldingen var at det ville være for hårdt for mig og baby hvis jeg skulle presse den så langt.

I stedet ventede vi. Men mine lettede timer på epiduralen var for længst forbi. Presseveerne kom hyppigt, var lange og de gjorde vanvittigt ondt. Men ikke nok med at de gjorde ondt, så måtte jeg ikke engang give efter for dem. Ved hver eneste ve følte jeg at jeg var nødt til at spænde imod med alt hvad jeg havde for ikke at presse med – og det måtte jeg jo ikke. Tricket med at bevæge bækkenet under en ve, virkede virkelig dårligt på presseveerne, fordi jeg simpelthen ikke både kunne holde igen og flytte mig.

Så jeg kom ned på en fødestol, og lænede mig op af min mand. Han var sød til ikke at røre mig – andet end den konstante kontakt – eller tale under veerne, men fordi jordemoderen rodede rundt med alt muligt blev han ved med at prøve at kigge efter hende for at se hvad hun lavede – og jeg måtte flere gange bede ham om for helvede at holde hovedet stille når jeg havde veer. Jeg prøvede efter bedste evne at gispe mig igennem presseveerne, men det var ikke nemt når jeg egentlig havde mere brug for at skrige smerte ud. Fødestolen var klart det bedste sted for mig at være under de undertrykte presseveer, fordi mit bækken så i det mindste var fri for pres fra ydre omgivelser. Desværre nægtede jordemoder at undersøge mig i fødestolen selv om jeg tiggede og bad hende, hun mente ikke at hun kunne komme ordentlig til. Så mindst hver halve time måtte jeg bakses op fra stolen og op på ryggen i sengen – et skrækkeligt sted at være med presseveer. Hver eneste gang måtte jeg selv råbe op om drop og ledninger, for at de ikke blev glemt. Epiduralen tog ikke længere mine smerter, men den havde stadig et godt greb om mit ene ben, så jeg måtte nærmest bæres frem og tilbage af min mand. Jordemoderen nægtede fortsat at lade mig presse, og så kom jeg ned på stolen igen.

Hver gang jeg peb eller råbte og skreg under en ve, svarede jordemoderen mig med et medfølende ”Jarh, jeg ved det godt”, ”Nårh”, ”Så så” eller lignende. Jeg var ved at blive vanvittig over det, og bad jordemoderen om at lade være med at have ondt af mig. Det mente hun bestemt heller ikke at hun havde, så jeg måtte skære ud i pap hvad det var hun skulle lade være med. Det lovede hun nok at gøre, men et par veer efter havde hun glemt alt om at lade være igen.

Når hun ville spørge mig om noget, eller fortælle mig et eller andet, var hun fuldstændig blind for, at jeg forsvandt ind i mine smerter, med eller uden lyd, hver andet minut. Selv min mand, der ellers kan have lidt svært ved at holde mund, havde bedre fat i dét hensyn end hende.

Jordemoderens manglende situationsfornemmelse kulminerede (første gang) da jeg sad nede på fødestolen, og hun skulle justere et eller andet ved mit drop (hvorfor min mand forsøgte at kigge efter hende…) og pludselig fik skruet på det forkerte så saltvandsposen blev åbnet og vandet plaskede ud og over gulvet og mig. Imens jeg skreg mig gennem en ve begyndte hun febrilsk at tørre mit ben som var blevet vådt. Og ikke nok med at hun gjorde det under én ve, hun fortsatte gudhjælpemig under den næste indtil jeg gennem smertetågerne fik råbt at det for helvede da kunne være ligegyldigt om der var lidt vand på mit ben. Ingen havde på det tidspunkt grund til at være i tvivl om, at jeg IKKE ville røres under en ve. Det virkede som om jordemoderen var meget nem at hyle ud af den, siden hun i den grad lod sig forstyrre af at spilde lidt vand på gulvet.


Holgers fødsel – dag 3

Udgivet i Graviditet og fødsel Etiket: , , , ,

Holgers fødsel – dag 1

Læs om mit fødselsforspil her

Tirsdag d. 25. juni 2017, 42+1

Ved 18-tiden stod vi klar på Rigshospitalet med den forbandede taske (fuld af snacks, som vi var MEGET glade for at have med). Efter endnu en perfekt ctg (med flere regelmæssige plukveer) og en bøn fra de vagthavende læger om at sætte fødslen i gang, tog jordemoderen vandet 18:35 og så var der ingen vej tilbage.

Da vandet var taget fik min krop lige en chance for selv at gå i fødsel, aktiv fødsel. Men fordi vandafgang betyder forøget infektionsrisiko, giver de den ikke mere end et par timer. Normalt. Jeg blev sendt ud at gå i en times tid, i håb om at bevægelsen af mit bækken kunne fremme fødslen. Jeg havde utvivlsomt veer, og de tog lidt til imens vi vadede rundt i Amorparken – men de tog ikke ligefrem pusten fra mig, de nev bare lidt irriterende. Tilbage på fødegangen tog jordemoderen glad imod os med beskeden om at hun lige havde født med en anden kvinde imens jeg var på tur! Hun var relativt uimponeret over mine veer og næste step var ve-drop. Problemet var bare, at jeg selvfølgelig var havnet lige midt i føde-myldretiden, så der var simpelthen kø til fødestuerne – og jeg var jo nem at sætte bagerst i køen.

Så vi røg igen ind i et modtagelsesrum, og jordemoderen kørte endnu en ctg. Hjertelyden var stadig perfekt, og mine veer kom ret præcist hver 5. minut og varede omkring 30 sek. Imens jeg lå med ctg-båndene om maven, gjorde jordemoderen det klart for mig, at jeg ikke måtte tage hjem – eller, hun kunne selvfølgelig ikke tvinge mig til at blive, men hun ville virkelig meget nødig se mig gå. Dels fordi min ”manuelle” vandafgang åbenbart betød at de gerne ville holde ekstra øje med mig – dels fordi jeg godt kunne regne med at behøve ve-drop for at føde, og det kunne jeg jo ikke få hjemme. Og når man får ve-drop skal den lille overvåges konstant under fødslen: De ville gerne sætte en elektrode fast i hans hoved. Jeg havde håbet til det sidste, at jeg kunne gå hjem hvis bare fødslen lynhurtigt gik i gang når vandet var taget. Det gjorde den ikke. Men ikke nok med at jeg måtte vinke endegyldigt farvel til dén ide, gik det pludselig også op for mig, at mit andet og endnu højere ønske om at føde i vand pludselig også blev uopnåeligt. Jeg spurgte grædefærdig jordemoderen ud om vandfødsel med den der elektrode. Jeg ved ikke om hun rent faktisk selv troede på at der måske var en lille chance, eller om hun bare sagde det for at jeg ikke skulle blive alt for deprim, men i hvert fald fablede hun om noget med måske at få lov at bruge det smertelindrende, og at hun ville sørge for at jeg fik en fødestue med kar.

Jordemoderen forlod os imens vi ventede på et hul i køen. Modtagelsesrummet var måske 10 kvm stort, og indeholdt en ekstremt blød seng og en klassisk institutions-skalstol. Intet andet. Veerne nev, ikke uudholdeligt, men nok til at jeg ikke bare havde lyst til at ligge og vente. Så jeg endte med at stå og hænge ud af et åbent vindue – desværre et vindue med ret skarpe kanter, så det gjorde vildt ondt i armene at stå der for længe – imens jeg spillede Wordfeud på mobilen med min mand og min mor (og løbende holdt hende opdateret). Jeg var meget plaget af vand i benene den sidste, og oven på en times gå-tur var det meget anstrengende at være nødt til at stå så meget op. Jeg var nervøs for at køre træt længe inden fødslen for alvor gik i gang. Og jeg var ved at gå ud af mit gode skind af en slags klaustrofobi. Her havde jeg stuen derhjemme fuld af remedier til at arbejde med veerne og jeg havde lavet fine skitser med ideer til inspiration hvis min fantasi ikke rakte til det under veerne. Men intet af det kunne jeg bruge, fordi jeg blev holdt indespærret i et mikroskopisk lokale hvor jeg knap nok kunne gå rundt. Jeg endte med at gå ud og tigge min jordemoder om at få lov at komme hjem, bare imens vi ventede, så skulle jeg nok komme tilbage til selve fødslen. Hun var utrolig sød og forstående, men hun ville altså meget gerne beholde mig – og hun var meget ked af at jeg bare ventede, for det var sådan set meningen at jeg skulle have haft en fødestuen og have sat gang i tingene. Hjem kom jeg ikke, men et kvarters tid efter kom hun ind og meddelte at hun havde fremtryllet en fødestue til mig! Klokken var da blevet 22:40.

Det var en kæmpe lettelse i det mindste at blive rykket ind i de rigtige gemakker, og jeg sprang straks op på en bold jeg kunne hoppe lidt på under veerne. Det hjalp gevaldigt på humøret – især da min mand snusede rundt og fandt et kæmpestort luksus boblebads-agtigt kar i et tilstødende værelse. Jeg forestillede mig allerede hvor skønt det kunne være at hoppe derop.

For at komme lidt videre tilbød jordemoderen mig at vi fik lavementet overstået, det kunne hun lige nå inden vagtskifte – og så ville der komme en ny jordemoderen og ordne fødslen. Og som sagt så gjort. Set i bakspejlet var det et fjollet tidspunkt at gøre det på, når de ikke lige stod klar med det der ve-drop bagefter.

For på fødestuen ventede vi bare. Klokken blev 15-20 minutter over midnat, før der endelig kom en jordemoder ind til os. Det var bare ikke en jordemoder, det var afdelingslederen som undskyldte al den ventetid. Men der var simpelthen så mange der var ved at føde, at de knap nok kunne følge med. Og siden jeg jo ikke rigtig var i aktiv fødsel hastede jeg ikke så meget, så i stedet ville hun gerne tilbyde mig en smertestillende cocktail og nogle timers søvn. Hun nævnte selv at det jo var lidt pinligt at de første skyndte sig at sætte mig i gang og insisterede på at beholde mig fordi det skulle gå lidt tjept, og så alligevel måtte lade mig vente. Det kunne jeg jo kun give hende ret i, men som alle før hende var hun enormt sød og brugte lang tid på at snakke med os om hvordan og hvorledes – og jeg takkede ja til at komme bagerst i køen i bytte for lidt søvn. Jeg var træt, og jeg var helt sikkert på at det var godt givet ud med lidt hvile inden vi for alvor gik i gang. Efter endnu en perfekt ctg slugte jeg tre piller – en panodil, en kodein og noget beroligende – lagde mig i min mands arme på sengen med en varmepude på maven, havde en ve og tænkte at de måtte være åndssvage at tro jeg kunne sove fra dem, havde én ve til og det næste der skete var at jeg vågnede op igen 5 timer senere!

Jeg havde nærmest kun lige slået øjnene op, da der kom en ny jordemoder ind til os og sagde godmorgen. Hun kørte en ctg og så blev vi ellers sat til at, ja, vente. På dagvagterne kl. 7. Jeg forstod aldrig logikken i at give mig en fødestue at sove på, som jeg så spærrede, frem for at sende mig hjem natten over. Men det er nok bare ikke alting her i livet man skal forstå.

Vi havde på afdelingsjordemoderen anbefaling håbet at veerne måske tog til over natten når jeg fik lidt ro – men det var snarere det modsatte der var tilfældet, der var ikke meget bid i om morgenen.

Holgers fødsel – dag 2
Holgers fødsel – dag 3

 

Udgivet i Graviditet og fødsel Etiket: , , , , ,

Fra urkvinde til igangsættelse – et fødselsforspil

Det skulle have været hjemme. Hjemme i stuen i et specialindkøbt badebassin til fødsler. Fryseren var fuld af hjemmebagte pølsehorn og al verdens is. Køleskabet var fyldt op med frisk frugt og drikkevarer, og i hjørnet af soveværelset stod en flyttekasse med håndklæder, vandtæt lagen, dyne, vinduesafdækning, stearinlys, sugerør og masser af kiks og snack. Tasken til at tage med på hospitalet i værste fald var selvfølgelig også pakket med tøj og baby-gear.

Jeg glædede mig. Jeg glædede mig til at tage i mod min søn i trygge omgivelser, og i varmt lindrende vand – vand som jeg befinder mig så godt i. Måske oven i købet i min mands støttende arme. Jeg havde fuld tillid til at min krop kunne klare den store opgave at føde mit barn, jeg havde fuld tillid til at den smerte en fødsel indebar, var en smerte jeg kunne håndtere og bruge i forløbet. Jeg var sikker på, at min tiltro til min krop ville bære mig langt.

Og det sidste er nok sandt, men resten blev mildest talt til en anden historie.

Den sidste ventetid var svær. Fordi jeg gerne ville føde hjemme, var søndag d. 23. juni en skelsættende dato. Her var jeg 41+6, sidste dag jeg – med jordemoders anbefaling – kunne føde hjemme. Jeg var selvfølgelig også utålmodig efter at møde det lille menneske inden i mig, at slippe af med maven og al vandet i kroppen, men det der tyngede mest var frygten for at babyen ikke ”nåede” ud i tide, for ikke at få min hjemmefødsel.

Fredag d. 21. juni (41+4) var vi til samtale om igangsættelse på Rigshospitalet. De var hårdt pressede på fødegangen (alle andre skulle åbenbart føde…) så vi ventede meget længe. Og jo mere tid jeg tilbragte der, desto mindre ønskede jeg at skulle derind og føde. Ved 22-tiden var der stadig ikke blevet tid til os, men da jeg rykkede dem for en handling, ville afdelingsjordemoderen ”trylle” så jeg kunne komme til. Vi har dem mistænkt for at det betød at vi blev parret med en studerende frem for en af de travlt optagne jordemødre, for hun lod ikke rigtig til at vide hvad hun skulle. Hun satte hjertelyds- og vebånd på min mave, og stak af for at passe nogle andre imens det kørte. Den lilles hjertelyd var så fin og han baksede rundt derinde imens. Der var en masse jævnt fordelte ”bakker” på ve-strimmelen, så da jordemoderen (..) kom tilbage sagde hun kækt at det da lignede at jeg havde veer. Jeg svarede at jeg mente nu bare det ham der sparkede, og det godtog hun som en forklaring. Vi lærte et par dage senere at veer/plukveer viser sig som runde, brede ”bakker” og spark kun en hurtig spids – det lod ikke til at hun var opmærksom på denne forskel.

Hun undersøgte mig og kunne konstatere at jeg var helt lukket. Vi havde ellers ønsket en hindeløsning hvis det var muligt, men det kunne hun ikke lige umiddelbart komme til at lave. I stedet sendte hun os ud at vente, imens hun lige ville finde en tid til et nyt tjek lørdag eller søndag.

Kort efter kaldte hun os ind igen, fordi jeg også skulle scannes for at tjekke mængden af fostervand. Det vidste hun åbenbart ikke. Endvidere havde hun også lært i mellemtiden, at jeg ikke skulle tjekkes igen før mandag, når jeg var 42+0. Hun var sød, men det virkede noget rodet at hun ikke havde tjek på proceduren.

Der kom en læge løbende, som lige kunne nå at scanne mig inden et kejsersnit – og hun konstaterede at alt så fint ud og der var masser af vand den lille kunne svømme rundt i. Så vi fik en tid til næste samtale om igangsættelse, mandag aften.

Weekenden gik desværre også uden nogen tegn på fødsel. Den lille var stadig meget aktiv, og jeg troede flere gange at noget var på vej, fordi han trykkede så meget nedad. Men der skete ingenting. Især søndag brugte jeg det meste af dagen på at tude, fordi jeg var så ulykkelig og ærgerlig over at min hjemmefødselsplan gik i vasken. Pludselig blev min fødsel ikke længere til min, men nogle andres, nogle læger og jordemødres.

Det blev mandag morgen, og mod al forventning tog Lars på arbejde. Imens mandede jeg mig op, og undersøgte sagerne. For ærlig talt – min fødsel var jo min fødsel, og bare fordi nogle kloge hoveder havde fastsat nogle retningslinjer, behøvede jeg jo ikke bukke nakken og sige ”okay” til det hele. Jeg brugte dagen på at lære, at jeg ikke kunne tvinges til at føde på hospitalet. Hvis jeg ringede og sagde at jeg var i fødsel og at jeg ville blive hjemme, så var hospitalet forpligtede til at sende mig en jordemoder. Jeg færdiggjorde min evaluering af yojo-holdet, for at genfinde noget af den tro på min indre urkvinde det forløb havde givet mig. Og jeg prøvede at blive klogere på, hvorfor det var så forkert at gå mere end 2 uger over tid. Jeg tænkte især meget på det korte foredrag jeg var til med privatjordemoder Krista Bella, som havde fortalt at hun selv havde født sine sidste børn – ud af 4 – helt fredeligt og efter bogen 43+0. Jeg besluttede at tage min fødsel tilbage. Jeg besluttede at jeg ikke ville sættes i gang, så længe der ikke var nogen grund til det, andet end en eller anden standard-samlebåndsregel.

Jeg læste en masse om modnende/igangsættende akupunktur, og ringede til fødegangen for at spørge om det var en valgmulighed. Jordemoderen jeg snakkede med var noget forbavset over at jeg gået så langt over, men da jeg fik forklaret mig, lod hun til at forstå at jeg havde gjort mig mine overvejelser, og så modvilje faktisk forsvindende lille. Hun kunne fortælle at akupunktur var en mulighed, men det var normalt ikke noget de brugte så sent (igen slog det mig, hvorfor jeg så ikke havde fået tilbuddet om fredagen…) – men syntes som udgangspunkt at det var noget der skulle tages stilling til når jeg kom ind senere på dagen.

Ved 18-tiden stillede vi igen på Rigshospitalet. Denne gang kom jeg til med det samme. Jordemoderen var igen noget forbavset over at jeg var så langt over tid, især da jeg sagde at jeg stadig ikke umiddelbart bare ville sættes i gang. Men som tidligere løsnede hun meget op da vi fik snakket lidt.

Jeg bad om hindeløsning og måske akupunktur. Hun kørte et ctg, og ligesom om fredagen var hjertelyden så flot og den lille væltede rundt. Igen viste ve-båndet jævne ”bakker”, men da jeg denne gang prøvede at bortforklare det med babyens aktivitet, belærte jordemoderen mig om forskellen på spark og veer på strimmelen, og vi kunne så tydeligt konstatere at jeg havde meget regelmæssige plukveer.

Noget var der da også sket over weekenden. Jeg var åbnet ca. 2 cm, men livmoderhalsen var stadig 2-3 cm. Jordemoderen gav mig hindeløsning og anbefalede at droppe akupunkturen. Dels fordi der ikke var nogen igangsættende-akupunktur-jordemoder-eksperter på vagt, dels fordi hun syntes det var bedst at prøve én ting af gangen, og det accepterede jeg. Så vi tog hjem med en ny tid et døgn efter, meget spændte på om hindeløsningen ville sætte fødslen i gang.

Jeg holdt fast i, at så længe den lille var så aktiv, var jeg jo ikke i tvivl om at han havde det godt og så var der ikke noget hastværk omkring fødslen. Særligt om natten fik jeg ikke megen ro den sidste tid, fordi han væltede sådan rundt.

Hindeløsningen satte ikke fødslen i gang. Til gengæld betød al den moslen rundt derinde, åbenbart at den lille blev træt. Eller også havde han bare en off-day. I hvert fald mærkede jeg lige pludseligt intet til ham. Jeg lokkede et par svage puf ud af ham mandag aften da vi gik i seng, og prøvede så at sove. Men ved 4-tiden om morgenen vågnede jeg, stadig uden at mærke noget til ham – og jeg stod op og prøvede at ryste ham, skubbe til ham, vende ham til den ene og den anden side men jeg stadig kun små, forsigtige skub tilbage, slet ikke som den sædvanlige aktivitet. Så jeg vækkede Lars og ringede og meldte vores ankomst til fødegangen, for nu blev jeg jo nervøs.

De ventede på os da vi kom derind, og spændte mig straks på ctg-en. Kort efter var nervøsiteten væk, for alt var stadig helt perfekt derinde. Efter lidt snak lavede jordemoderen igen en hindeløsning, og så ventede vi ellers igen til den næste tid om aftenen, hvor planen var at tage vandet hvis der ikke var sket noget.

Vi gik hjem og sov nogle timer hvorefter Lars tog på arbejde og jeg brugte dagen på at flytte kiks, slik og lignende fra fødekassen til den taske jeg havde håbet jeg aldrig skulle bruge. Det var noget vemodigt, men jeg turde ikke trække den længere efter nattens tvivl. Jeg ville jo aldrig have tilgivet mig selv, hvis der var sket den lille noget fordi jeg skulle bevise min indre urkvindes eksistens.

Hvordan selve fødslen forløb, har jeg beskrevet her:

Hoglers fødsel – dag 1
Holgers fødsel – dag 2
Holgers fødsel – dag 3

Udgivet i Graviditet og fødsel Etiket: , , , , , ,

Veganske hjælpemidler

Jeg elsker ost, smør og mælk.
Min mand siger at man elsker sin familie, ikke ting og mad.
Men jeg elsker ost, smør og mælk.

Så det er en stor omvæltning at skulle leve vegansk.

Yoghurt
Mine børn spiser tykmælk med musli til morgenmad.
Sojayoghurt er det oplagte alternativ. Problemet er, at det ikke sådan lige umiddelbart fås økologisk. Og det er hundedyrt.
Så jeg vil prøve at lave det selv.

Mælk
Jeg har for længst erstattet mælk i kaffen med havremælk. Det fungerer fint – jeg synes faktisk det er bedre. Mere cremet!

Et stort glas kold mælk må jeg bare undvære. Jeg er ikke umiddelbart til at drikke plantemælken rent. Måske en dag, men ikke endnu. Så, vand.

Ost
Jeg elsker ostemadder. Eller knækbrød eller kiks med ost. Eller ostehapsere. Ost som snack. Ost i mad. Ost i kage.

Der findes en masse erstatninger “derude”. Men i første omgang prøver jeg bare at undvære. I hvert fald ostemadderne.

Jeg tidligere haft god erfaring med Marias cashew-ost  – og diverse cashew-cheesecakes.
Jeg kan godt lide at det er et alternativ, snarere end et erstatningsprodukt.

Jeg har lavet Plantepushernes Åhst et par gange. Jeg er ikke helt overbevist, men det er nemt, og jeg skal prøve den på pizza og i lasagne snarest.

Ost i salater må jeg nok bare undvære. Jeg har fyldt lageret op med lækre nødder. Det er slet ikke det samme. Men måske kan det gå som alternativ.

Ost i varm mad, som smagsgiver og konsistensforandrer ved jeg ikke hvordan jeg skal erstatte.
I første omgang bliver det noget med at undgå at lave de retter jeg normalt fyldte ost i. Måske giver resten så sig selv på den lange bane. Men jeg gruer for at lave vegansk risotto…

Smør
Der er ikke så meget at gøre. Enten intet smør, eller Naturli’s økologiske mælkefri smørbar.

Creme fraiche
Jeg skal prøve at dræne den neutrale sojayoghurt.
Og jeg skal prøve Plantepushernes hjemmegjorte.
Men jeg er spændt på, om det er noget jeg kommer til at savne i praksis.

Udgivet i Wannabe veganer
Top