Om for mange advarsler

Faktisk synes jeg ikke bare at vi er gode til at tale om udfordringerne i forældreskabet. Jeg synes nogle gange vi er lidt for ærlige. Det kan også blive til for meget information.

Jeg er tidligere stoppet med at følge blogs, jeg simpelthen synes gik over stregen og direkte udleverede børnene. Måske handler det om at web-verdenen stadig er noget vi skal finde os til rette i, men hvor mange mennesker ville ønske at sidde som teenagere og læse den meget skinbarlige sandhed om hvordan mor og far gik fra hinanden fordi man var en lidt for trodsig 3-årig?

en anden bivirkning ved for meget information, er sætninger som ”Jeg vil godt lige nå at nyde livet lidt, inden jeg får børn”. Jeg har hørt om mere end en kvinde, der er så bange for udsigten til et liv med børn, at hun udskyder det til det begynder at blive rigtig svært.
Jeg var der selv, i starten af 20’erne. Jeg havde intet hastværk med at ødelægge mit liv med sådan nogle små, opmærksomhedskrævende krapyler.
Det var først da min veninde fik en datter, og jeg så hvordan hun pludselig udstrålede en helt anden dyb livsglæde, at jeg alligevel genovervejede og faktisk endte med at få børn relativt tidligt.

Jeg troede mit liv ville stoppe når jeg fik børn. På sin vis var det også sandt, for mit livs som jeg kendte det, endte den dag jeg testede positiv. Men mit nye liv er ikke dårligere, kedeligere eller mere begrænset. Det er anderledes. Det er bedre. Set i bakspejlet ville jeg faktisk gerne have haft mine børn endnu tidligere. Jeg ville gerne have delt mere af mit liv med dem.

Og som en rigtig dum sideeffekt tror jeg, at det bliver sværere og sværere at gennemgå den omvæltning det er at blive mor (forælder…), jo ældre man bliver. Ikke på grund af fysikken, men fordi man bliver forvent med at være i centrum, at være sig selv nærmest. Så jo mere bange man er for at tage springet, jo længere tid man udskyder det, desto hårdere og voldsommere bliver det.

Det er selvfølgelig meget forenklet. Vi er alle forskellige, og det rigtige valg for mig, er ikke det rigtige valg for min nabo.
Men uden at prøve at narre nogen, synes jeg nu alligevel godt vi kunne blive bedre til at tegne billedet af et aktivt børneliv. At børn ikke sætter en stopper for det gode liv, snarere tvært imod!

Det er svært at blive mor, alle taler om det

Igen florerer der en artikel i mit social-media feed, som handler om at det er en velbevaret hemmelighed, at forældreskabet ikke er rosenrødt og fri for torne. Jeg kan stadig ikke genkende det.
Kære Leila, måske lyttede du bare ikke til sandheden før den ramte dig?

Man siger tit, at det umuligt at forstå hvordan det er at få børn, før man selv oplever det. Før man selv oplever vanviddet midt i mellem total afmagt, panisk angst og altoverskyggende kærlighed.

Jeg har to børn. Børn der kun sov mere end 5 min af gangen, hvis de havde fysisk kontakt med mor eller far. Bare det at nærme sig en barnevogn, udløste hjerteskærende gråd de første 4 mdr. af min søns liv. Min datter boede nærmest i en vikle indtil hun lærte at kravle, for ellers var hun ulykkelig.
Jeg undrede mig derfor, da en nær veninde forleden lagde et billede på instagram med teksten ”Alt det, jeg troede barsel skulle være, sker lige nu.” Billedet viser en københavnsk baggård, en termokop, en åben bog og i baggrunden ses en barnevogn (hvori der altså ligger en 5 mdr. gammel baby og sover).
Jeg spurgte, hvordan min veninde kunne tro at barsel var sådan. Jeg synes nu nok jeg har fortalt hende en sandhed eller to. Hvorfor havde hun ikke hørt efter?

Svaret kom fra en anden kvinde. Men jeg tror, at det ramte hovedet på sømmet. ”Fordi vi ikke vil skræmmes totalt fra overhovedet at overveje muligheden for reproduktion!”.

Så kære Leila. Jeg ved det selvfølgelig ikke, for jeg kender ikke din mor, dine veninder eller dine kolleger. Men måske var der mange der advarede dig. Måske var der mange der prøvede at male et ganske farverigt billede af moderskabet, så du kunne være forberedt på hvad der ventede dig. Din hjerne lyttede bare ikke, fordi sandheden ikke altid er det vi gerne vil høre.

Jeg håber at det er sådan. For ellers forstår jeg det simpelthen ikke!
Jeg forstår ikke hvem det skulle være, der forgylder forældreskabet eller kalder det nemt. Hvem det er der opretholder kunstige facader og aldrig taler om skyggesiderne. Hvem det er, der nærmest peger fingre, hvis ikke daglige cafelatté-kvoter eller antal af gymnastikhold overholdes.

For jeg kender ikke én eneste forælder, der nogensinde har påstået at forældreskab bare var lige ud af landevejen, easy-peasy og fuldstændig omkostningsfrit.
Ikke én eneste.
Hverken i min vennekreds, i mit netværk, på de sociale medier eller til babysvømning/på gaden/i supermarkedet/på legepladsen.

Tvært imod.
Min første mødregruppes eksistensgrundlag, var at vi mødtes en gang om ugen for at sige ”ja, jeg tudede også lidt i forgårs” eller ”nej, jeg har heller ikke sovet i en måned”.

Når babyen nægter at sove i sin barnevogn, oplever jeg ikke manglende forståelse hos omverdenen, jeg møder gode råd til vikler, slyngevugger og andre alternativer, så alle kan holde det ud.
Når både bryster og øjenlåg igen hænger nede om knæene, efter en hel uges nætter med konstant amning, hører jeg ikke hånlig latter, jeg får en kop ekstra stærk kaffe eller et klap på skulderen.
Når den 3-årige får en krise midt i gågaden, oplever jeg ikke rynkede øjenbryn – jeg oplever medfølende ”vi har alle været der”-nik.
På legepladsen deles der figenstænger, kiks og juice ud med rund hånd, fordi vi alle kender til at være den mor der glemte snacks.

Jeg genkender simpelthen ikke glansbilledet. Jeg har aldrig oplevet andet end ærlighed, omsorg og støtte. Har jeg virkelig bare været heldig?

“Nyd nu den sidste tid!”

Jeg har halvanden uge til termin. Jeg kan være mor til to i morgen – eller der kan være 4 uger til. Jeg tror jeg føder inden for den næste uge, men ingen aner det – baby kommer når den er klar, og jeg har i sinde at vente på den denne gang.

Indtil den kommer, er der så meget jeg gerne lige vil. Jeg vil gerne skrive en masse om mine unger, om livet som mor og livet med dem. Jeg vil gerne lige sy lidt mere, rydde lidt mere op i stofbeholdningen. Der er evighedsprojektet med Grønne unger, indhold, nyheder, blog m.v. som jeg gerne ville fylde mere på inden min tid bliver knap. Jeg ville gerne lave lidt mad til fryseren – og bage nogle kager til fødslen og til alle barselsbesøgene. Og og og…
Men jeg gør det jo ikke. Jeg kan hverken sidde, stå, gå eller ligge i mere end en halv times tid ad gangen – så begynder et eller andet at værke eller gøre ondt. Og det er forbavsende lidt man kan nå på en halv time!

“Nyd nu den sidste tid – med ro til den store, masser af hvile og fred til kys og kram”, sagde min jordemoder til mig sidst jeg var dér. Og det samme siger mange. Men det er noget værre sludder. Der er ikke noget at nyde – det skal bare holdes ud.

Jeg kan jo ikke lege med Holger, for jeg kan ikke sidde eller kravle på gulvet. Jeg kan ikke tage på udflugt eller legeplads med ham, for jeg kan ikke gå mere end et par skridt i snegletempo uden bækkensmerter. Jeg kan dårligt læse en bog for ham, for han kan ikke rigtig sidde så vi begge kan se siderne fordi maven er i vejen. Jeg kan til nøds ligge stablet op på alle puderne i sofaen og se Ramasjang med ham – men det tæller bare ikke rigtig som kvalitetstid, snarere tidsfordriv.

Jeg sover elendigt. Maks 1½ time i streg, og så er min blære også ved at sprænges når jeg vågner – og min krop er helt mørbanket af at ligge i den samme stilling med det samme tryk og træk. Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg orker ingenting – og kan faktisk heller ikke, hvis jeg da vil undgå at have ondt.
Jeg nyder på ingen måde denne “magiske sidste tid”. Jeg tæller sekunder indtil det er overstået! Og så glæder jeg mig over, at selv hvis baby er et kolikhelvede, så vil det være bedre, sjovere, rarere og nemmere at have den ude i vores arme end det er at bære den inden i. Og det er da altid noget…

Skoldkopper og timing

For et lille års tid siden var der skoldkopper i vores legegruppe. Holger var hjemmeunge, vi havde masser af tid og overskud. Men fremtiden lurede om hjørnet – børnehavestart for Holger og ingen-vidste-det for mig. Jeg ville virkelig gerne have ham smittet, så vi kunne få skoldkopperne overstået.
De kloge sagde også, at man bliver hårdere ramt jo ældre man bliver…

Så vi tog på sygebesøg hos Oskar, der var glad og rødspættet. Holger og Oskar krammede, slikkede på de samme biler, byttede æblebåde og vandglas og legede tæt i en times tid eller to.
Og så ventede vi. Men vi kom til at vente længe. For utroligt nok fik Holger ingen skoldkopper. Det var der lige som ikke noget at gøre ved, og muligheden bød sig ikke igen.

I midten af januar dukkede så det første tilfælde op i Holgers børnehave. Skoldkopper! Der kom hurtigt et par flere og en liste med datoer for udbrud. D. 8. februar var 6 børn gået ned med skoldkopper. Men ikke Holger. Jeg fik den tanke, at han måske alligevel havde haft dem tidligere, men uden vi havde opdaget det. Hvilket ville være træls – man gider jo ikke leve i evig uvished om om man har haft skoldkopper eller ej.

Men var de der. En hel måned efter første udbrud i børnehaven. Grimme røde pletter på min smukke unge! Flest på ryg og mave, en del i hovedbunden – heldigvis ikke så mange eller store i ansigtet.
Og barnet er helt i hopla! Han sover lidt uroligt om natten, og har lidt svært ved at falde til ro. Han roder sig ofte i håret, men ellers peger han bare på de røde pletter og siger at han har skoldkopper og er helt upåvirket.

Men fårk altså. Der er jo ingen børnehave, så længe skoldkopperne er aktive! Holger har accepteret dette, om end noget modvilligt og det bliver sagt temmelig tit.
Og jeg kan godt forstå hans frustration – for jeg er så mega højgravid. Jeg kan hverken stå, sidde eller ligge mere nd 5 min. af gangen uden smerter eller gener. Jeg er træt og irritabel. Jeg er dødkedelig. Jeg kan på ingen måde underholde min lille plettede spilop!
Holgers aktivitetsniveau er præcis så højt som altid, og jeg kan slet ikke følge med.
Jeg sov i forvejen meget lidt og virkelig dårligt om natten, og nu er det så krydret med lille Plet der pisker rundt i sengen.
Barnefaderen havde et par fridage i sidste uge – og til gengæld har han så hele 3 aftener ude af huset netop denne uge…

Det er SÅ dårlig timing!!

Og på den anden side, så kan jeg bare ikke tillade mig at klage, så længe barnet er så meget ovenpå. Holger er ikke syg, overhovedet. Og det er dælme en stor gave!

Men en vis procentdel af mig håber at babyen melder sin ankomst nu, så barnefaderen kan begynde sin barsel… 😉

Samsovning og byggemand Bob

Netop nu knokler min gør-det-selv mand med at udvide vores dobbeltseng.
For 1½ år siden byggede han den seng vi har nu. 140 bred og med 60×120 “sidevogn” til Holger. Jeg pippede allerede dengang om, om det ikke kunne være rigtig fedt med en rigtig stor seng – altså sådan 180-200 cm i bredden. Han syntes jeg var åndssvag, og argumenterede med at vi havde en god, dyr madras og det skulle der ikke ændres på. Han fik sin vilje. Men den gang var vi jo også kun os tre.

Nu er 4. familiemedlem på trapperne, og pladsen er ærlig talt lidt trang. Holger sover nemlig ikke i sin “sidevogn”. I hvert fald ikke når først mor og far er gået i seng. Så triller han ganske nonchelant ud i dobbeltsengen og putter sig ind til mig. Det er vanvittig hyggeligt – men 140 cm er ikke særlig meget plads til en fuldvoksen mand, en højgravid og en 2,5-årig der helst vil ligge på tværs. Og det bliver ikke bedre af, at den højgravide byttes ud med en nyfødt, moren og natamning.

Så jeg har stampet i gulvet og fået min vilje. Holgers “sidevogn” bliver til en fuld udbygning.

Hvorfor ikke bare smide Holger i egen seng, på eget værelse, fristes du måske til at spørge. Fordi jeg tror på samsovning.
For det første sover vi rigtig godt, alle tre. Ok, det er jo løgn lige nu, men min elendige nattesøvn skyldes hverken mand eller tumling, men derimod halsbrand, evindelig tissetrang og uro i benene grundet babyen i min mave. Holger vågner så godt som aldrig i løbet af natten. Han kan godt semi-vågne lidt, men så snart han mærker mor eller far, falder han til ro igen og sover videre. Det betyder at vi ikke rigtig bliver vækket af ham. Sov han på eget værelse skulle han først ligge derinde og kalde. Og så skulle én af os stå op, trøste og genputte. Og den slags vågner man rigtig meget af.

For det andet så er min bedste overbevisning at Holger er et gladere, tryggere barn fordi han vågner hver morgen fyldt op af helt lavpraktisk, fysisk nærkontakt. Især siden han startede i børnehave, går mange af hans vågne timer med at være adskilt fra os. Han elsker sin børnehave, og det er det helt rigtige for ham at være der – men han er stadig bare en lille hjælpeløs unge, der har brug for kram, nus og nærhed. Og det får han i den grad i løbet af natten. Jeg tror fuldt og fast på at dén tryghed gør ham mere robust og åben overfor verden i løbet af dagen.

Sidst men ikke mindst, så synes jeg det er drønhyggeligt. At ligge med hans lille, varme krop i mine arme er noget af det allerbedste jeg ved. Heldigvis er barnefaderen enig. Onde tunger, der synes samsovning er skidt, bruger tit argumenter som “husk at være kærester” – men hey, det kan man altså godt være andre steder end i dobbeltsengen. Fik jeg nævnt at jeg er højgravid? 😉

En dag får Holger selv lyst til at få sin egen seng på sit eget værelse. Og når det sker, så får han det hurtigere end han kan tælle til 10. Men han bliver ikke sendt ud af soveværelset før han selv ønsker det. Uanset om det sker når han er 3, 5 eller 10 år.

Børnehaveeventyret og en lykkelig slutning

Det var med en svært underlig mavefornemmelse, at jeg en fredag morgen i oktober afleverede Holger og en kage der forestillede et lokomotiv i børnehaven. Holger havde sidste dag i Tyttebøvsen, efter blot 1½ måned.
Mavefornemmelsen var lige så underlig mandagen derpå, da vi trådte ind i Marengsen hvor Holger havde første dag. Men da vi gik derfra en times senere var jeg fuldstændig rolig og stensikker i min sag.

Holger flyttede børnehave, og det var det helt, helt rigtige at gøre!

Vi havde en hård start i Tyttebøvsen. Det var til dels min egen skyld, for jeg skulle have stolet lidt mere på mig selv. Men ærlig talt, så tror jeg aldrig det var sket i Marengsen. De havde ikke opfordret mig til at gå fra mit grædende barn. Og hvis de havde, så havde de i hvert fald sørget for at kramme og distrahere Holger imens for at lette øjeblikket.

Holger havde det fint i Tyttebøvsen, men han har det helt fantastisk i Marengsen. Det er de små ting der tæller. Pædagogerne i Marengsen er ikke bare på arbejde, de holder virkelig af de unger – eller også spiller de i hvert fald ufatteligt godt skuespil. Det lille klap på hovedet, den en anelse varmere tone i talen. Det betyder hele forskellen!

For hver dag Holger gik i Marengsen, blev jeg mere og mere tryg ved vores flytte-beslutning. Det var ikke bare min hormonforstyrrede hjerne der spillede mig et puds da vi tog valget. Det var rent faktisk for det bedre!
Marengsen er bare mere rigtig for os – og det faktum at Holger selv kan suse derover på sin løbecykel er en kæmpe bonus.

Men det endegyldige slag kom midt i december.
Vi nåede at deltage i en høstfest i Tyttebøvsen. Alle børnene havde øvet sig på et par sange, som de skulle optræde med for forældrene. Holger havde gået i børnehave i en måned. Da børnene begyndte at samle sig på “scenen” inviterede jeg Holger til at følge med. Det sagde han nej til. Mere end én gang. I sidste øjeblik kom en af pædagogerne fra Holger stue og sagde at han skulle med op og synge. Hun løftede ham op og gik hen til de andre. Jeg nåede ikke at reagere. Holger stak i et vræl – og hun slap ham fri så han kunne rende tilbage til mig. De andre børn optrådte, Holger sad hos mig og kiggede på.
I Marengsen var vi efter små 2 måneder til julefest. Alle børnene havde øvet sig på at gå luciaoptog. Da børnene begyndte at samle sig et “hemmeligt” sted, inviterede jeg Holger til at følge med. Det sagde han nej til. Mere end én gang. En af pædagogerne fra Holgers stue kom og spurgte om han havde lyst til at være med. Holger sagde nej. Hvorefter pædagogen – nærmest lidt undskyldende – sagde til mig at så var det bedst at lade ham blive fri, han var jo ikke så stor, det var en helt anderledes eftermiddag og han skulle nok nå at være med en anden.

Jeg var jo fuldstændig enig. Hvis barnet ville være med var det så fint, men Holger skal ikke presses til at optræde fordi det står i programmet. Og jeg blev så glad over så konkret at opleve at pædagogerne delte min holdning. Det gav mig det sidste skud fuldkommen tryghed ved Marengsen. Dér lytter man til børnene, først og fremmest. Og en 2,5 -årigs svar er et lige så gyldigt svar som alle mulige andres. Og det synes jeg er så uendelig vigtigt!

100% blefri tumling

Til april er det et år siden at Holger sidst havde en ble på i dagtimerne. Det krævede ikke den store indsats at smide den – bare lidt mod fra min side.

Jeg har prøvet flere gang at slippe for natbleen. Jeg har flere gange været sikker på, at nu var han klar. 5-10-14 dage med tørre bleer hver morgen. Men så kom der altid en tonstung tisseble og ødelagde det hele. Eller jeg prøvede at putte ham uden, og vågnede op i en sø om natten. Vi havde intet hastværk, så bleen kom på igen hver gang.

Holger har mange gange undervejs selv bedt om at sove uden ble. Og jeg har hver gang måtte tale ham fra det, med en vis ærgrelse. Men jeg orkede heller ikke våd seng hele tiden.

Det startede for ca. 3 uger siden med at vi løb tør for de sædvanlige bleer – Änglamarks buksebleer. Igen tænkte jeg at nu måtte det også snart være slut. Vi havde to prøvepakker på lager – af Liberos nye Touch buksebleer. Det skulle være de sidste bleer Holger brugte!
Jeg kan ikke huske om det var første eller anden nat han sov med de nye bleer, at han tissede. Igennem alting. Det er sket før, for når han tisser om natten, tisser han meget. Nyt tøj, ny ble, håndklæder i sengen og så sov videre.
Et par dage efter skete det så bare igen. Han tissede, og alt var vådt. Og Holger vågnede faktisk af det og var ked. Der, midt om natten, tog jeg en beslutning. Siden prøvebleerne åbenbart alligevel ikke holdt ham tørre, kunne det også være lige meget. På med nyt nattøj, men ingen ble.

Og så tissede han sgu igen samme nat. Den havde jeg ikke set komme, med alle de tørre bleer in mente. Men vi fik nyt-nyt tørt tøj på og flere håndklæder i sengen!
Natten efter kom han i seng uden ble. Og vi stod op og tog tørt tøj på og lagde håndklæder i sengen igen. 🙂

Siden har han holdt tør. Det er ca. 14 dage nu. Det er sket før, så jeg ved godt vi ikke er i mål – endnu. Men næste gang han tisser om natten, så kalder vi det et uheld, håndterer det og fortsætte hvor vi slap. Holger er færdig med at bruge ble. For altid. Og det er mega sejt!

…og rigtig fedt, i og med at vi starter forfra med en blebaby inden for de næste 8 uger! 😀

90% af tiden er det bare fedt at være mor

Det var en gammel kronik, men pludselig dukkede den op i mit Facebook-feed. “Det er møg træls at blive mor – hvorfor bildte I mig ind at det var så skønt?”. En vens ven hyldede kronikøren mod for at sætte ord på de forbudte følelser, at bryde med forestillingen om at moderskabet er ren lykke.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg møder INGEN glorificering af moderskabet. Hverken samfundet, familien, vennekredsen, kolleger eller andre grupperinger har givet mig det indtryk at det er en dans på roser at være mor. Tværtimod så synes jeg det er meget moderne at råbe op om det store offer det er at blive forældre, hvor ulideligt hårdt det er og hvilken dødssyg forpligtelse man pådrager sig. Bloggere – ingen nævnt – deler moderskabets bagsider i en sådan grad, at jeg får ondt i maven på vegne af de børn der skal vokse op og læse den slags dagbøger om sig selv.

Jeg forstår ikke hvad det er for nogle fælleskaber af nybagte forældre, hvor det er tabu at det er hårdt arbejde man ind imellem helst er fri for. Hvor fødsler er romantiske fremstillinger af ophøjet lykke, hvor babyer og børn altid er nemme og hvor mor og far aldrig skændes. Måske har jeg bare været heldig, men jeg kender ingen – INGEN – der ruller med øjnene når jeg siger at min 2-årige er et kæmpestort røvhul, men heldigvis også skideskæg. Tværtimod, så nikker de samstemmende og bidrager med egne oplevelser.

Jeg savner ikke at flere tør stå frem og sige “det er sgu lidt hårdt at blive forældre”. Jeg savner at vi bryder med den her klynke-kultur. Den her forestilling om at børn er en evig belastning og at frihed og børn er hinandens diamentrale modsætninger. Ja, gu’ er det da hårdt arbejde at få børn. Og ja, ind imellem tuder jeg i afmagt. Og nej, jeg kan ikke længere gå på druk fredag-lørdag hver weekend. Men hold nu kæft hvor er det skæppeskønt at se min søn og min mand fordybet i en åndssvag leg udover hele gulvet. Hvor er det livsbekræftende og helt igennem vidunderligt, når min søn knækker sammen af grin over et eller andet han eller jeg gør. Hvor er det mega sjovt at se min søn lære og forstå nye ting hver dag, at se ham finde flere og flere brikker i det puslespil der udgør hele verden. Og hvor er det fuldstændig usammenligneligt at få et kram af et lille bitte, uskyldigt menneske, at være elsket af et rent hjerte.
Jeg savner ingen frihed – jeg glæder mig at have et lille barn at dele min frihed med. Når det hele brænder på, har jeg lyst til at stikke af – men 90% af tiden er det bare det fedeste at være mor!

Jordemødre for livet!

Med tårene trillende ned af kinderne har jeg brugt de sidste 15 minutter på at lytte til jordemødrenes beretninger i denne video.

Jeg vidste godt det stod slemt til, men jeg vidste nok ikke hvor slemt.

Min egen historie vidner også om alt for få hænder. Jeg vil spare jer for hele min fødselsberetning – for den er altså 13 sider lang. Men den beretter om et forløb der i den grad var præget af travlhed – men også om nogle fuldstændig fantastiske kvinder, der på hver deres måde holdt mig oven vande og sørgede for at jeg gik derfra med en voldsom, men på ingen måde traumatisk oplevelse.
Den korte historie er, at jeg ville have født hjemme, men endte med en “kunstig” hospitalsfødsel som følge af igangsættelse efter pres fra lægerne da jeg var 42+1. Fra vandet blev taget til Holger kom til verden, gik der 36 timer. De første 12 timer skyldtes udelukkende travlhed!
Til gengæld mærkede jeg stort set intet til det – travlheden – da først jeg blev sat på ve-drop. Fra da af var mine jordemødre hos mig stort set konstant, og jeg oplevede ikke at skulle vente på hjælpen. Efter fødslen havde vi sågar ro og god tid, selv om vi stadig lå på en fødestue. Jeg ved ikke om det skyldtes at der var “lavvande” i antallet af fødende, eller de i virkeligheden stadig havde lige så travlt som halvandet døgn tidligere – men hvis det sidste er tilfældet mærkede vi i hvert fald INTET til det.

“Fredag d. 21. juni (41+4) var vi til samtale om igangsættelse på Rigshospitalet. De var hårdt pressede på fødegangen (alle andre skulle åbenbart føde…) så vi ventede meget længe. Og jo mere tid jeg tilbragte der, desto mindre ønskede jeg at skulle derind og føde. Ved 22-tiden – efter 4 timers ventetid – var der stadig ikke blevet tid til os, men da jeg rykkede dem for en handling, ville afdelingsjordemoderen ”trylle” så jeg kunne komme til. Vi har dem mistænkt for at det betød at vi blev parret med en studerende frem for en af de travlt optagne jordemødre, for hun lod ikke rigtig til at vide hvad hun skulle. Hun satte hjertelyds- og vebånd på min mave, og stak af for at passe nogle andre imens det kørte. Den lilles hjertelyd var så fin og han baksede rundt derinde imens. Der var en masse jævnt fordelte ”bakker” på ve-strimmelen, så da jordemoderen (..) kom tilbage sagde hun kækt at det da lignede at jeg havde veer. Jeg svarede at jeg mente nu bare det ham der sparkede, og det godtog hun som en forklaring. Vi lærte et par dage senere at veer/plukveer viser sig som runde, brede ”bakker” og spark kun en hurtig spids – det lod ikke til at hun var opmærksom på denne forskel.
Hun undersøgte mig og kunne konstatere at jeg var helt lukket. Vi havde ellers ønsket en hindeløsning hvis det var muligt, men det kunne hun ikke lige umiddelbart komme til at lave. I stedet sendte hun os ud at vente, imens hun lige ville finde en tid til et nyt tjek lørdag eller søndag.
Kort efter kaldte hun os ind igen, fordi jeg også skulle scannes for at tjekke mængden af fostervand. Det vidste hun åbenbart ikke. Endvidere havde hun også lært i mellemtiden, at jeg ikke skulle tjekkes igen før mandag, når jeg var 42+0. Hun var sød, men det virkede noget rodet at hun ikke havde tjek på proceduren.”

“Da vandet (ca. kl. 19, red.) var taget fik min krop lige en chance for selv at gå i fødsel, aktiv fødsel. Men fordi vandafgang betyder forøget infektionsrisiko, giver de den ikke mere end et par timer. Normalt. Jeg blev sendt ud at gå i en times tid, i håb om at bevægelsen af mit bækken kunne fremme fødslen. Jeg havde utvivlsomt veer, og de tog lidt til imens vi vadede rundt i Amorparken – men de tog ikke ligefrem pusten fra mig, de nev bare lidt irriterende. Tilbage på fødegangen tog jordemoderen glad imod os med beskeden om at hun lige havde født med en anden kvinde imens jeg var på tur! Hun var relativt uimponeret over mine veer og næste step var ve-drop. Problemet var bare, at jeg selvfølgelig var havnet lige midt i føde-myldretiden, så der var simpelthen kø til fødestuerne – og jeg var jo nem at sætte bagerst i køen. ”

“…men et kvarters tid efter kom hun ind og meddelte at hun havde fremtryllet en fødestue til mig! Klokken var da blevet 22:40.”

“For på fødestuen ventede vi bare. Klokken blev 15-20 minutter over midnat, før der endelig kom en jordemoder ind til os. Det var bare ikke en jordemoder, det var afdelingslederen som undskyldte al den ventetid. Men der var simpelthen så mange der var ved at føde, at de knap nok kunne følge med.”

“Jeg havde nærmest kun lige slået øjnene op (ca. kl. 5, red.), da der kom en ny jordemoder ind til os og sagde godmorgen. Hun kørte en ctg og så blev vi ellers sat til at, ja, vente. På dagvagterne kl. 7. Jeg forstod aldrig logikken i at give mig en fødestue at sove på, som jeg så spærrede, frem for at sende mig hjem natten over. Men det er nok bare ikke alting her i livet man skal forstå.”

Jeg havde en vanvittig fødsel. Men jeg var aldrig utryg, for jeg fornemmede hele vejen igennem at jeg var i helt sikre hænder hos mine jordemødre. Jeg ville gerne have været de meningsløse ventetider foruden, men i mit tilfælde var jeg forskånet med ventetid dér hvor det ikke udgjorde andet end et irritationsmoment, og for øvrigt mødte jeg kun jordemødre der var ærlige og åbne omkring de vanvittige forhold, hvilket gjorde det meget nemmere at acceptere.
Jeg var heldig. En sætning der ikke burde have nogen plads i forbindelse med svangreomsorgen. Jeg slutter mig til koret af brølende danskere: bedre forhold til jordemødrene NU!

Del videoen. Del din egen oplevelse. Spred budskabet! #jordemødreforlivet

Blefri tumling

Da jeg afleverede Holger i børnehaven i går hang der en seddel på hans plads. Der stod “Husk bleer”. Det var for hektisk at tage den midt i afleveringen, så jeg brugte resten af dagen på at bekymre mig. For Holger bruger ikke ble, og har ikke gjort det i et halvt år – altså aldrig i børnehaven!

Da han var omkring 6 mdr. fik han lige pludselig udslæt i bleområdet. Han brugte stofbleer, og vi prøvede alle økosalver og -smøremidler jeg kunne opdrive, samt kogtvandsklude og ualmindelig meget bar mås-tid. Ingenting hjalp, og til sidst fik han en hardcore svampe-behandling som tog det. Siden har han sovet med engangsbleer, for vores teori var at udslættet kom fordi han lå med en våd ble hele natten. Det smarte ved stofbleer er bl.a. at børnene bliver bevidste om at de har tisset – men det kan så også være et problem.
Men al den tid uden ble, kombineret med at han ret konsekvent begyndte at skide hver gang han fik aftensmad, gjorde at vi begyndte at sætte ham på potte. Det havde han en fest med – som oftest fik han nogle mad at gumle videre på imens han sad der og ordnede sagerne. For det gjorde han. I en lang periode fangede vi al bæ i potten, og en del tis med.
Potten har således altid været en naturlig del af hans liv. Og bleerne har han altid helst været fri for. Senere
begyndte han ind imellem selv at sætte sig på den, uden at det dog var noget man kunne regne med.

Da han var omkring halvandet indførte vi børnesæde på toilettet og begyndte at bruge det. Holger var med på den værste, og han havde faktisk meget ofte tørre bleer en hel dag igennem, hvis jeg huskede at sende ham på toilettet. Men når vi var ude eller havde besøg, og jeg blev distraheret, så opgav Holger og tissede i stedet i bleen. Jeg var meget i vildrede om hvordan vi skulle komme videre. Han sagde jo ikke noget selv.

En dag i foråret var vi sammen med legegruppen, og én af kammeraterne havde netop fået en stak nye trainingpants. Underbukser, med en lille smule sugeevne. Moren fortalte at datteren godt kunne finde på at begynde at tisse men så tage sig selv i det og fortsætte på toilettet. Det anede jeg ikke om Holger kunne gøre, men historien fik mig til at tage springet. Da vi kom hjem tog jeg bleen af ham, og vi så os aldrig tilbage.
Da bleen først var væk, blev jeg meget bedre til at huske at sende ham på toilettet. Det psykologiske i at
sikkerhedsnettet var væk, betød forskellen. Vi tog på indkøbstur om eftermiddagen, og jeg havde ekstratøj med i tasken. Men Holger tissede kun på toilettet. Det var faktisk minimalt hvad vi havde af uheld fra den dag.

Holger har stadig ble på om natten. Han har perioder hvor de altid er tørre, men lige for tiden er de altid våde. Vi har forsøgt at smide den helt – med våd seng til følge. Og vi har forsøgt med stofble så han opdagede at han tissede, men rødt skridt til følge. Så selv om han hver aften beder om at få lov at sove med bar mås, så bliver han altså stadig puttet i en engagnsble for natten.
Men fra han står op om morgenen indtil aftenputning har har ikke ble på. Heller ikke under middagsluren. Og selvfølgelig går det ind imellem galt, men langt, langt de fleste dage går det glat når bare han bliver mindet om at gå på toilettet, hvis han da ikke selv sørger for at gå derud.

Men én ting var hvad jeg havde trænet os op til at kunne i fællesskab imens han var hjemme med mig hver dag, noget helt andet var pludselig at stå på egne ben i børnehaven. Pædagogerne var meget imponerede da de først hørte om det. Og helt med på at han bare skulle sendes på toilettet i en vis rytme. Og det er gået over al forventning, i betragtning af hvor stor en omvæltning det må have været for Holger at starte i børnehave.
Men efter 14 dage i børnehaven, havde han en uge hvor han tissede i forbindelse med middagsluren både tirsdag og fredag. Og da jeg hentede ham den fredag, sagde pædagogen i et lidt bebrejdende tonefald “Han tisser altså når han sover”. Jeg forsvarede ham, for jeg synes det var en temmelig frisk konklusion på grund af to uheld på et halvt år og hun sagde ikke mere til det. Siden har han ikke lur-tisset og jeg gik ud fra at alt var godt.

Men så hang der altså det her skilt. Og min første tanke var “Gu’ ved om de bag om min ryg har givet barnet ble på til middagsluren i en hel måned?”. Jeg nåede at gennemspille min reaktion mange gange i løbet af de timer Holger var i børnehave. Hvordan jeg vredt, men fattet ville sige at det på det nærmeste var et overgreb og at jeg jo så slet ikke kunne stole på dem. Da jeg hentede barnet tog jeg skiltet med ind. Jeg sagde at det hang hos Holger, og pædagogen så meget forundret ud, og svarede at det forstod hun slet ikke, for Holger brugte jo ikke ble!

Min dag havde nok været federe hvis jeg havde taget konfrontationen om morgenen. Men heldigvis viste min værste frygt sig at være ubegrundet – og Holger er stadig pragteksemplaret der ikke har brugt ble i dagtimerne siden han var 1 år og 9 mdr. 😉